Fortsæt til indhold

Den Grønne Boks flytter unges uddannelsesvalg

2.000 elever har besøgt den interaktive uddannelsesvejledning

Arkiv
Arkiv

Den Grønne Boks ved Odense Banegårds Center har fejret et års fødselsdag med at offentliggøre gode resultater fra første års drift af den interaktive udstilling om erhvervsuddannelser. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Odense Kommune.

Over 2.000 besøgende fra folkeskoler og andre uddannelsesinstitutioner er blevet både klogere på erhvervsuddannelser under besøg i Boksens udstilling – og har samtidig fået en ny holdning:

37 procent af samtlige unge besøgende har ændret holdning og er blevet interesseret i at tage en erhvervsuddannelse efter besøget.

15 pct. skal skifte holdning

Byrådets krav til effekten af boksen er, at mindst 15 procent af de besøgende uddannelsessøgende skal skifte holdning. Hos folkeskoleeleverne alene er effekten endnu større. Her har 40 procent ændret holdning.

“Vi kan her i Odense godt være stolte over, at vi er lykkedes med at skabe en helt ny form for interaktiv uddannelsesvejledning, der åbner de unges interesse for erhvervsuddannelserne. Effekten på de unge er nu dokumenteret, og vi har samtidig haft besøg af mere end 40 delegationer fra hele landet for at studere og blive inspireret af Den Grønne Boks. Nu skal vi se effekten de kommende år, når de besøgende elever de kommende år skal tage det egentlige valg af uddannelse,” udtaler rådmand Steen Møller fra beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune i pressemeddelelsen.

Det overordnede mål i Danmark er, at 30 procent af en årgang skal vælge en erhvervsuddannelse. I dag vælger færre end 20 procent en erhvervsuddannelse. Resten vælger en af de gymnasiale uddannelser.

Har flere ansøgere

“Den Grønne Boks er blevet et vigtigt værktøj til at få fortalt de unge i Odense om mulighederne ved at tage en erhvervsuddannelse. Vi har haft stigende antal ansøgere i år, og det tror jeg blandt andet kan tilskrives Den Grønne Boks og det fokus den har sat på erhvervsuddannelserne,” udtaler direktør Lars Bregnehøj fra Syddansk Erhvervsskole. jesl