En studentereksamen er vel en studentereksamen!
Nej – det er for gammeldags, for gymnasiet følger samfundsudviklingen. Valg af gymnasium og studieretning er blevet en indviklet affære. Det kan virke uoverskueligt, men der er faktisk en forklaring.
Den verden og det arbejdsmarked unge uddanner sig til udvikler sig hurtigt. Det betyder også ændrede kompetencekrav.
I Danmark har vi fem gymnasieformer, hvis vi tæller eux med. På Eux tager den unge samtidig både en erhvervsuddannelse og en erhvervsfaglig studentereksamen. De øvrige gymnasieformer er stx (det almene gymnasium), hhx (det merkantile gymnasium), htx (det naturvidenskabelig og tekniske gymnasium) og HF (2-årig gymnasial uddannelse). Hver gymnasieform har sin profil, så det er værd at tænke sig om før man vælger.
Philip valgte htx
Philip er student fra HTX Roskilde i sommeren 2016. Han valgte htx, fordi han syntes, det gav ham de bedste muligheder. Det har vist sig at holde stik. Philip arbejder nu hos Google i Dublin, hvor virksomheden har sit europæiske hovedkontor.
Han har netop holdt oplæg på sit gamle gymnasium for at inspirere eleverne til – som ham – at tænke stort og ud af boksen under studierne. Hos Google er Philip tilknyttet et internt uddannelsesprogram, IT Residency Program, som er et to-årigt program, hvor 30-40 optages hvert halve år fra hele verden. Philips arbejdsopgave er udvikling og servicering af Googles interne IT-systemer. Google er en verdensomspændende virksomhed og Philips mål er på sigt at blive overflyttet til Google i San Francisco og få nye udfordringer. Philip er meget glad for sit valg og vil anbefale det til andre, men pointerer, at det kræver hårdt arbejde.
En international karriere er ikke længere et usædvanligt eller vanskeligt valg. Måske fordi verden på mange måder er blevet mindre. Vi rejser mere og den digitale udvikling, tværkontinental nyhedsdækning, informationsudveksling mm. er enorm. Det ændrer de kulturelle og fysiske barrierer.
Flest videreuddannelsesmuligheder
Philip har ”gå-på-mod” – en afgørende egenskab – eller kompetence som det hedder i dag. Valget af htx havde også en stor betydning, for htx er faktisk den studentereksamen, som giver adgang til flest videregående uddannelser. Hvis man vil holde flest muligheder åbne for at gå den direkte vej fra gymnasiet til videregående uddannelse uden at skulle supplere, er en htx-studentereksamen et godt valg. Det skyldes en høj prioritering af de naturvidenskabelige fag, som ofte er adgangsgivende til videregående uddannelser.
Matematik i gymnasiet
I 2017 kommer der en gymnasiereform, hvor matematikkravet øges, fordi det giver adgang til stort set alle uddannelser inden for de naturvidenskabelige, tekniske, sundhedsfaglige og samfundsfaglige områder. På htx er fokus på matematik ikke nyt. Eleverne og skolen er vant til at anvende matematik på højt niveau i opgaveløsninger og projekter. På htx er der stor erfaring med variationer med læringsformer, så matematik er konkret, spændende og tilgængeligt for eleverne.
Interesser, evner og hårdt arbejde
På gymnasiet kan kompetencekravene tydeliggøres på den gode måde. På htx i Roskilde, som jo er et erhvervsgymnasium, er der etableret studieretninger og profiler, som kombinerer fag og projekter på spændende måder ud fra et karriere-, interessemæssigt og erhvervsrettet perspektiv. Der samarbejdes med virksomheder og organisationer. Fx med Roskilde Festival, hvor der i faget innovation er projekter omhandlende problemstillinger i forbindelse med afviklingen af festivalen, og her arbejder eleverne med at skabe innovative løsninger. Det er et tiltag som tilbydes fra skoleåret 2017/2018.
Mulighederne er mange – interesserer man sig fx for heste, er der mulighed for at vælge fagprofiler på htx i Roskilde, hvor dette er indarbejdet i undervisningen. Utraditionelle fagkombinationer er med til at gøre uddannelsesvalget for den enkelte enormt spændende.
I sidste ende handler det jo om at gennemføre en interessant uddannelse, der fører til job og karriere.
rødt citat
“Utraditionelle fagkombinationer er med til at gøre uddannelsesvalget for den enkelte enormt spændende.
I sidste ende handler det jo om at gennemføre en interessant uddannelse, der fører til job og karriere.”