Fortsæt til indhold

Vær med i den verdensomspændende begivenhed i Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Esbjerg kommer på verdenskortet, når der er Dance for Kindness den 13. november kl. 12 på GAME Streetmekka i Esbjerg.
I den årlige event deltager omkring 12.000 mennesker fra 50 forskellige lande i den verdensomspændende flash mob, hvor alle danser i orange tøj. Alle er velkomne til at deltage eller se på. Esbjerg International School og Esbjerg Kommunes Tilflytterservice koordinerer sammen eventen i Esbjerg, der kommer til at foregå præcis samme tid som i alle de 100 deltagende byer.
Sidste år var Danmark repræsenteret i København og Esbjerg, hvor mange esbjergensere dansede med foran Musikhuset Esbjerg. Den globale event organiseres af Life Vest Inside, der sørger for, at man i samtidigt i verdens storbyer danser for at fejre 'World Kindness Day'. Tanken er at fokusere på fællesskab og medmenneskelighed på tværs af landegrænser og kulturelle, religiøse og politiske forskelle. Esbjerg Kommunes Tilflytterservice ser dog også lokale fordele ved at være med i den globale event.
"Det er godt, når vi har events, der samler tilflyttere og lokale. Tilflytterne kommer til at føle sig som en del af Esbjerg, og der bliver skabt fællesskaber på tværs," siger Pia Enemark, der er bosætningskoordinator i Esbjerg Kommune.
Begivenheden er for alle uanset alder og danseevner. På dagen vil der være dansevejledning i GAME Streetmekka. Det eneste krav er, at man har noget orange tøj på – og det er fint, uanset om det er en t-shirt, hat, tørklæde eller noget helt fjerde.
Hvis nogen ønsker at øve dansen på forhånd, kan man tilmelde sig og derefter få tilsendt et link til dansen og musikken. Tilmelding kan ske her: http://www.lifevestinside.com/dfk/register-to-dance/