Vidar-Ulkebøl inviterede indenfor
Vidar-Ulkebøl Håndbold deltager aktivt i DHF's jagt på vækst indenfor for håndboldsporten med det 4-årige projekt ”Knæk Kurven”.
I maj begyndte klubben arbejder med det ene af hovedindsatserne: Klub-building. Under dette forløb får klubben redskaber til, hvordan de kan optimerer driften, få flere frivillige hænder samt udvikle deres håndboldprodukt.
Efter nogle måneders arbejde med projektet inviterede Vidar-Ulkebøl Håndbold i sidste uge alle med tilknytning til klubben til møde, for at fortælle mere om Klub-building samt inddrage dem i håndboldklubbens verden.
Som en del af invitationen, var der sørget for underholdning til de fremmødte børn imens forældre i ro og mag kunne deltage aktivt i aftenens program.
Til stor glæde for klubbens ledergruppe endte det med fuldt hus i Ulkebøl Hallen. I alt mødte der 66 forældre samt 110 børn op denne aften.
På halvanden time blev forældre introduceret i hvad det vil sige, at drive en børneklub som Vidar-Ulkebøl Håndbold. Fordelt på fem forskellige poster i hallens areal stod frivillige klar til at fortælle, forklare og inddrage forældrene i aktiviteterne. Derudover var JHF's kredskonsulent Carsten Glejberg også tilstede for at fortælle om ”Knæk Kurven” og styre slagets gang.
Formand Tommy Vedstesen føler, at aftenen gik over al forventning:
"Det er svært at få armene ned efter en sådan aften, hvor vi som klub virkelig mærker den store opbakning vi har blandt vores forældre og frivillige. Nu ser vi frem til det videre arbejde, og tror på vores anstrengelser bærer frugt."