Familiedag sikrer 14.000 kr. til Danske Hospitalsklovne
Hal 1 var fyldt med hoppende og rutsjende cirkusartister, da Middelfart Sparekasse havde inviteret til den årlige Familiedag i Koldinghallerne.
Omkring 400 børn og voksne deltog i årets Middelfart Sparekasses Familiedag, der holdes forskellige steder i Sparekassens markedsområde, og lørdagens arrangement var det tiende i rækken.
Konceptet er enkelt: Sjov og ballade med masser af hoppeborge og oppustelige rutsjebaner. Og underholdning undervejs. Sparekassens maskotter, Mulle og Spjæt, var også at finde. De fik et utal af krammere og high-fives af de mange, glade børn, hvoraf flere havde taget imod opfordringen til at komme udklædt som deres yndlings cirkusartist.
Deltagerne betalte alle 35 kroner for at være med. Indtægterne går til Danske Hospitalsklovne, som kan se frem til et tilskud på knap 14.000 kr. til deres arbejde på børneafdelingerne på de danske hospitaler.