Annette Heick viser ben i Haderslev
Tre heldige læsere kan vinde hver to billetter til 'Dansetimen' på Harmonien 16. november
Det kendte multitalent dukker op på Harmoniens scene som den kvindelige part i komedien "Dansetimen". Hun er danser, men er for tiden uden job, da hun har en knæskade. Den gør hende modløs, trist og noget afvisende, men penge kan gøre meget.
Hendes nabo er en professor (spillet af Jesper Asholt), der er inviteret til en prisuddeling med dans senere på aftenen. Han har aldrig danset før, da han er berøringsangst, sky og lidt nørdet. Han tilbyder i denne situation sin kvindelige nabo en god sum penge for at lære ham nogle dansetrin - og hun har brug for pengene.
Det er en finurlig, sjov og romantisk komedie om to moderne, rørende og lidt skæve eksistenser, der gennem dans ændrer både sig selv og hinanden. Bliver han mon vild med dans?
De medvirkende
Annette Heick har vist sig som et multitalent de senere år. Rollen som Eliza i My Fair Lady på Århus Teater sidste år gav hende mange anmelderroser for skuespil og sang. Herudover spiller hun revy, skriver og er musikvært - samt har et kendt privatliv.
Jesper Asholt kender vi fra tv-serier (senest Badehotellet), film og teater, samt Four Jacks. Han har fået Bodil- og Reumertpriser som anerkendelse af talentet i filmene "Mifunes sidste sang" og "Kunsten at græde i kor" (ud fra forfatteren Erling Jepsens roman om sin barndom i Gram). Vi så ham sidst i Haderslev i "Hvem støver af?" - en klassepræstation i komik.
Landsteatrets instruktør på forestillingen er Pia Rosenbaum, der har tilbragt sit liv på scenen, dels som skuespiller, dels som instruktør. Hun mestrer begge dele.
Forestillingen er arrangeret af Haderslev Teaterforening. Den vises i Harmoniens teatersal onsdag den 16. nov. kl. 19.30. Billetter fås på www.teaterihaderslev.dk, www.teaterisyd.dk, på tlf. 6053 6316 eller ved indgangen.
Læserkonkurrence
Haderslev Teaterforening og Lokalavisen Haderslev udlodder 3 x 2 billetter blandt Lokalavisens læsere. Løs gåden og vær med.
Gåden lyder: Hvem spiller den kvindelige hovedrolle i forestillingen Dansetimen?
A: Hilda Heick B: Anette Heick
Svar sendes på mail til: haderslev.konkurrence@lokalavisen.dk eller med post til redaktionen på Gravene 8, 6100 Haderslev. Vi skal have dit svar senest fredag 10. november klokken 10.00. Husk navn og telefonnummer. Der trækkes lod mellem de rigtige svar. De heldige kan afhente billetter på Lokalavisens kontor senest tirsdag den 15. november.