Fortsæt til indhold

Pas på snydemails og -sms

Arkiv
Anette Gundlach

Tyvene bliver hele tiden smartere, når det gælder mobiler og computere. Og det bliver sværere og sværere at gennemskue, at man er ved at blive snydt, hvis man ikke er opmærksom. Specielt, når det foregår over mail og sms. Lige i øjeblikket har tyvene gang i et trick, hvor de skriver mails i ens venners, kollegaers eller bekendtes navne, som de finder i mobilens kontaktinformationer. Her kan de tjekke, hvem man senest har haft forbindelse med. Tricket er så vellykket, at vennen står som afsender i adressefeltet, men ser man godt efter, så er e-mail-adressen en anden end den sædvanlige. For eksempel så det i sidste uge ud som om, at en direktør havde skrevet en mail til sin bogholder, har Roskilde Avis fået oplyst. I mailen stod der følgende: ’ Henriette, jeg har brug for dig til at bekræfte, om vi kan behandle en øjeblikkelig bankoverførsel før bank lukker. Kom tilbage til mig snarest’. Bogholderen undrede sig over mailen, der var usædvanlig og overførte derfor ingen penge. Andre steder er en sådan mail sædvanlig, og bogholderen ville muligvis ikke have undret sig, men blot overført penge.

Tyve sms

Tyvene kan også finde på at sende sms’er, der ser ud som om, de er skrevet af personer i telefonens kontaktliste. Her beder de typisk om at ændre en adgangskode, så de på den måde kan komme ind på ejerens konto. Politiet advarer imod, at man overfører penge eller ændrer koder, hvis man får en mail eller en sms, der ikke er aftalt på forhånd. ag@roskildeavis.dk