Fortsæt til indhold

Kirppu betyder loppe på finsk

Loppesupermarked slår dørene op i Kolding

Arkiv
Simon Carlson

De er meget bevidste om det geografiske ophav til succesen, og derfor har stifterne af loppesupermarkedet også valgt at opkalde virksomheden efter det finske ord for loppe. Kirppu.
På lørdag åbner Kirppu sin 9. butik på bare to år. Det sker i Kolding, hvor butikken slår dørene op på Albuen. Dermed har et loppesupermarked, som de selv kalder sig, vist sig at være et særdeles eftertragtet koncept, som stifterne Morten Bøjland og Claus Andreassen har udviklet. Ideen opstod gennem Morten Bøjlands tidligere job, der bragte ham til Finland. Her har de i efterhånden mange år dyrket genbruget som følge af landets økonomiske krise i 90'erne, og her opdagede Morten Bøjland de finske loppemarkeder, som han over en middag præsenterede vennen Claus Andreassen for.
Halvandet år senere havde de finpudset deres eget koncept, som tilbyder folk at leje deres egen loppemarkedsstand, uden de selv behøver at være til stede. Salget til de kunder, der kommer i loppesupermarkedet, sørger de ansatte for, mod at 15 procent af salgsprisen går til Kirppu.

Kører til Kolding

Alene i år har Kirppu åbnet syv butikker rundt om i landet. Derfor er stifterne også overbeviste om, at Kolding bliver et sted, hvor både køber og sælger af genbrug vil benytte sig af forretningen.
“Vi har længe haft kig på Kolding. Det er en by i udvikling, men så er det også en by, som folk kører til på grund af storcentret. I de andre byer i Jylland, hvor vi har åbnet butikker, kan vi godt se, at folk gerne lige vil se konceptet an, men efter kort tid, har vi haft udsolgt af stande, så det tror vi selvfølgelig også på her,” siger Kirppu-medstifter Morten Bøjland.

Livets forandringer

Som sælger lejer man en stand for minimum en uge ad gangen. Det benytter mange sig af, og det er med til at sikre, at der hele tiden er nye brugte varer på hylderne. Ifølge Morten Bøjland er det en af nøglerne til Kirppus temmelig hastige ekspansion.
“Brug og smid væk kulturen er et overstået kapitel, og vi har set, at der er et marked for, at folk går igennem livet med alle de forandringer, det indebærer. Det har givet det, jeg vil kalde en mega-trend inden for genbrug, og det har folk kunnet se, at de har kunnet få hos os,” konstaterer Morten Bøjland, som også fremhæver blandingen af ganske almindelig butik og et besøg hos marskandiseren som en kilde til efterspørgslen.
“Vores personale bliver jo oplært i at give god service som i enhver anden butik. Det vil både købere og sælgere opleve, for vi kan jo ikke leve af, at en enkelt sælger for 400 kroner på sin stand. Vi lever jo af, at folk får en god oplevelse, så de kommer igen. Den markedsføring kan man ikke købe for penge,” fastslår Morten Bøjland.