Fortsæt til indhold

Måltidskasser fra Helsingør får svensk medejer

RetNemt.dk, der er Danmarks næst- største leverandør af måltidskasser, går sammen med Nordens største, det svenske Linas Matkasse

Arkiv
Steen Trolle

vækst Retnemt.dk, der med base i Helsingør leverer 30.000 måltider om ugen til hele Danmark, har fået en svensk storesøster ind i ejerkredsen. Det er Linas Matkasse, som har købt en række mindretalsaktionærer ud. Tilbage er nu stifter og adm. direktør Klaus Toft Nørgaard, der ejer lidt under halvdelen, og så den nye svenske hovedaktionær. ”Vi glæder os til at give væksten endnu mere gas i de kommende år – og til at blive en del af en succesrig koncern med entreprenør-ånden i behold. Og så skal vi naturligvis også til at høste synergieffekterne i samarbejdet,” siger Klaus Toft Nørgaard i en pressemeddelelse. RetNemt.dk blev startet i 2006 og var dengang blandt de første til at lancere måltidskasser. Virksomheden er i dag nummer to på markedet for måltidskasser i Danmark og har de sidste tre år præsteret tocifrede vækstrater. Linas Matkasse blev startet i 2008 af de to søskende Lina Gebäck og Niklas Aronsson, som begge fortsat er aktive i virksomheden. Linas Matkasse omsætter i dag for mere end en milliard svenske kroner, og har aktiviteter i både Norge, Holland, Finland og nu altså også Danmark. ”Når nu to voksende måltidskassevirksomheder, som begge har en sund økonomi og loyale kunder, går sammen kan hvad som helst ske,” siger Niklas Aronsson, CEO i Linas Matkasse Group, som leverer over 800.000 måltider om ugen.