"Det har været vildt"
Shanda Leigh Schmidt, 35 år, bachelorstuderende, gift, Hjerting, kom til Danmark i 2010.
1) Hvad synes du om præsident valgkampen?
Det har været vildt indtil videre, og der er sket meget, som jeg ikke tidligere har oplevet i et valgår. Jeg synes, de foregående valg var temmelig mærkelige, men det her kan gå hen og blive det mest mærkelige. Jeg havde aldrig troet, Donald Trump kunne blive en seriøs kandidat.
2) Hvad synes du om debatterne mellem Donald Trump og Hillary Clinton?
Jeg synes, Clinton har gjort en god figur under debatterne. Jeg er ikke tilfreds med hendes standpunkter på spørgsmålene under debatterne, men hun har været en respektfuld og professionel politiker. Trump er derimod bombastisk og flabet, ligesom han afbryder og lyver konstant. Jeg har aldrig tidligere oplevet en så respektløs præsidentkandidat.
3) Der har været en meget barsk retorik i valgkampen. Hvad tænker du om det?
Jeg synes, at valgkampen overordnet har været meget kontroversiel. Personligt er jeg ikke enig med nogle af kandidaterne, men jeg synes, at Clinton er langt mere kvalificeret end Trump. Donald Trump har været unødig aggressiv og ond, ligesom jeg ikke synes, han er en god repræsentant for det republikanske parti. Faktisk ville jeg foretrække enhver anden af de republikanske kandidater.
4) Føler du, Amerika har lidt skade af den barske retorik?
Absolut. Mange danskere spørger mig: “Er der virkelig nogle, som vil stemme på Donald Trump?” Jeg fornemmer i den grad, at danskerne er chokerede over at finde ud af, at mange amerikanere rent faktisk føler således og har samme tanker som Trump.
Vi amerikanere er gode til at eksportere vores populærkultur, som man ser på TV, såsom Friends og Pretty Litlle Liars. Men når der så kommer et andet billede af Amerika, så overraskes mange. Internationalt er det ikke kun danskere, men også mange andre, der er ganske chokerede og overraskede over at se denne side af Amerika.
5) Kan du sætte nogle personlige ord på Hillary Clinton?
Jeg har intet imod hende personligt, men havde det været min beslutning alene, så var det ikke hende, der skulle være i spidsen for vores land. Jeg mener, hun i fortiden har lavet mange fejl i forhold til minoritetsgrupper samt holdt mennesker fra at stemme, så jeg er ikke helt tilfreds med hende. Derudover er jeg overbevist om, at præsident Obama vil efterlade en stor arv, så det bliver svært at efterfølge ham.
6) Kan du sætte nogle personlige ord på Donald Trump?
Jeg kan virkelig ikke lide ham. Jeg synes, han repræsenterer alt det, der er negativt og ulækkert (for at bruge hans eget ord) ved Amerika. Han er hadefuld og benytter en fordomsfuld retorik, ligesom han ikke har en valid økonomisk plan. Jeg er overbevist om, han vil være en meget uansvarlig præsident, som vil gære stor skade på. Amerika, hvis han blev valgt.
7) Har du stemt og på hvem?
Ja. Jeg er registreret demokrat og stemte på mit parti og ingen specifik kandidat.
8) Hvad synes du, der er den største forskel på politik i Amerika og i Danmark?
Politik er meget mere ligefrem og respektfuldt i Danmark. Derudover synes jeg, at politikerne er meget mere tilnærmerlige her, ligesom jeg føler mig langt mere forbundet med det politiske system i Danmark og i det hele taget tættere på regeringen og styret. Jeg kommer fra Dallas, og alene der bor der flere mennesker end i Danmark, så jeg havde ikke megen tilknytning til politik dér udover at stemme. Ved lokale valg i Danmark har jeg sågar mødt flere kandidater personligt, så jeg har oplevet en stor forskel.
9) Hvad synes du, der er den største forskel på valgkampe i Amerika og i Danmark?
Valgene i Danmark er meget kortere, og det sætter jeg stor pris på. Amerikansk politik går nærmest i stå i over et år ved et valg, hvor alt handler om valget og skandaler og så videre, hvilket blokerer for de væsentlige ting.
10) Skal du se valget på tv?
Jeg vil måske nok blive sent oppe, men jeg tror ikke, min mand vil være lige så interesseret i det som jeg. Hvis Clinton vinder, vil jeg måske ringe til mine forældre og fejre det med dem. Hvis Trump vinder, vil jeg nok ringe til dem og kondolere.