Møde om områdefornyelsen
Møde og workshop om den nordlige del af Aabenraa bymidte på Folkehjem
I disse dage er områdefornyelsen af den sydlige del af Aabenraa midtby netop gået i gang, og nu er tiden kommet til at forberede en områdefornyelse af den nordlige del af bymidten.
Derfor inviterer Aabenraa Kommune til informationsmøde og workshop om Områdefornyelse Nord mandag 14. november klokken 19-21.30 på Folkehjem i Aabenraa. Her er alle interesserede velkomne.
Den nordlige del midtbyen skal fornyes for sammenlagt 18. mio. kroner. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet gav i 2015 tilsagn om at reservere 6 mio. kr. til denne områdefornyelse. For at få de 6 mio. kroner skal Aabenraa Kommune bidrage med mindst det dobbelte. Det vil sige, at den samlede ramme til områdefornyelse af den nordlige del af byen er 18 mio. kr.
“Det er jo et område, rigtigt mange i tidens løb har ytret sig om og har en holdning til. Nu er der anledning til at få konstruktive forslag på bordet, så vi får skabt en god plan for områdefornyelsen,” pointerer formand for Vækst- og Udviklingsudvalget Philip Tietje.
De forslag, der kommer frem på informationsmødet, skal bruges i det videre arbejde med at føre områdefornyelsen ud i livet. Første skridt i projektet er at udarbejde et program, der beskriver områdets udfordringer og de tiltag, der kan være med til at forbedre området.
Efter mødet vil Aabenraa Kommune udarbejde programmet, der skal behandles i Vækst- og Udviklingsudvalget i februar. Efter den politiske godkendelse sendes programmet til ministeriet, der også skal godkende det.
“Vi håber at have svar fra ministeriet i løbet af foråret 2017, hvorefter en detaljeret planlægning af de tiltag, der er fokuseret på i programmet, kan sættes i gang. Når programmet er godkendt i ministeriet, har vi fem år til at realisere det. Der vil løbende være mulighed for, at borgere, erhvervsdrivende og andre interesserede kan involvere sig i arbejdet med at udvikle den nordlige bymidte,” fremhæver Philip Tietje.
Tilmelding via https://aabenraa.nemtilmeld.dk/106/ senest torsdag 10. november.