Succes i hård branche gav Kolding-virksomhed fornem hæder
Der er fart på i Kolding-virksomheden NGT Continent A/S, som er en del af Nordic Transport Group. Både i bogstaveligste og vækstmæssig forstand, for transportvirksomheden som blot har fem år på bagen, kan i dag mønstre 500 ansatte i 29 afdelinger i 11 lande. Den slags vækst bliver bemærket, og derfor har NGT Continent netop modtaget fornem hæder, da virksomheden er blevet kåret til EY Entrepreneur Of The Year i Region Syd- og Sønderjylland. EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere, og derfor vækker det naturligvis stor glæde hos administrerende direktør Michael Hjort, at NGT Continent er blevet hædret for sine bedrifter.
“Vi blev konktaktet af Ernst & Young (EY, red.) som havde set på vores vækst over de seneste fem år, og de spurgte, om det var noget vi kunne tænke os at medvirke i. Da havde vi ikke lige regnet ud, at det ville ende sådan her, så jeg kan bare sige, at vi er utroligt stolte, for transportbranchen er slet ikke i toppen af fødekæden i dansk industri. Jeg synes, det er fedt, at med de midler og indtægtsgrundlag, vi har, kan skabe en god forretning,” fortæller Michael Hjort.
Han forklarer blandt andet den massive vækst i virksomheden med kombinationen af en selskabsform, hvor ledende medarbejdere har en større andel af aktierne, og dermed endnu større incitament for at skabe succes, sammen med en lang række medarbejdere med erfaring og indsigt i branchen.
Stor selvstændighed
Panelet bag kåringen var da også særligt imponeret over NGT Continent, fordi de netop er lykkedes med at skabe stor vækst i en traditionelt hård branche.
”Hvis man skal lykkes i transportbranchen, skal man styre benhårdt og drive en effektiv forretning. Men det er ikke topstyring og topledelse, der er i høj kurs hos NTG Continent – det er tværtimod selvstændighed og selvledelse. Her har en model med delejerskab rusket op i traditioner i branchen og skabt en anderledes, succesfuld kultur med stort engagement. Det bliver spændende at følge virksomheden fremover”, siger Lars Tylvad Andersen, partner i EY og regionsansvarlig i EY Entrepreneur Of The Year for Syd- og Sønderjylland.
Flere Kolding-virksomheder
NGT Continent var dog ikke den eneste virksomhed fra Kolding Kommune, som gjorde sig positivt bemærket ved EY Entrepreneur Of The Year. Jeans-producenten Mos Mosh og restaurantkæden Flammen - begge fra Kolding - samt producenten af fiskefoder Aller Aqua fra Christiansfeld var blandt de i alt seks nominerede i regionen. Om opløbsfeltet siger Søren Smedegaard Hvid, der er partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:
“Fælles for virksomhederne i konkurrencen er, at de driver succesfulde virksomheder og skaber job og udvikling. Med EY Entrepreneur Of The Year vil vi hylde de virksomheder og inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej. Det er essensen i konkurrencen. Vi ser virksomhedsejerne som rollemodeller, og mens hver vækstvirksomhed har sin egen historie og specielle karakteristika, så er der også fællestræk, som går igen. Ikke mindst en stærk vision, vilje og vedholdenhed.”
Med sejren i regionskåringen skal NGT Continent den 24. november af sted til landskåringen, hvor det skal afgøres hvem af de seks regionsvindere, der skal repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.