Fortsæt til indhold

Viden om stress giver mulighed for at reagere når alarmklokkerne ringer

Jobcenter Køge havde succes med konference med overskriften "Psykisk førstehjælp - robuste medarbejdere"

Arkiv
Arkiv

Jobcenter Køge holdt torsdag 27. oktober en fastholdelseskonference med fokus på fastholdelse af sygemeldte medarbejdere og nedbringelse af sygefraværet i virksomhederne, som havde overskriften Psykisk førstehjælp – Robuste medarbejdere. Konferencen var rettet mod Køge kommunens virksomheder, private som offentlige, samt de praktiserende speciallæger, som også kunne møde en række af Jobcenter Køges nøglemedarbejdere.
Hovedindlægget kom fra Rikke Maj Thauer fra Thauer Stresscenter, som tog udgangspunkt i en case fra det virkelige liv, hvor en af stresscentrets klienter på video fortalte om sine egne stressoplevelser, og hvordan han var blevet hjulpet gennem et voldsomt forløb, som havde påvirket både ham selv, familien og jobbet.
Rikke Maj Thauer sagde, at det er utrolig vigtigt, at man især i virksomhederne er i stand til at spotte og håndtere psykisk sygdom og stress på arbejdspladsen. Det er vigtigt, at ledere og kolleger etablerer en viden om stress og et beredskab, så man kan reagere, når alarmklokkerne lyder, og en medarbejder har behov for førstehjælp mod stress.
Hun gav en række eksempler på stresssymptomer, og fortalte om hvilke værktøjer, der kan benyttes for både at gribe ind tidligt i stressforløb, men også hvordan der samarbejdes mellem lægen, den stressramte, virksomheden og Jobcentrets sygedagpengeafdelingen, for at sikre den hurtigste og bedste tilbagevenden til arbejdspladsen.
Teamleder Susan Reiner fra Jobcenter Køge havde et indlæg om bl.a. de muligheder, som Jobcenter Køge kan tilbyde, når en medarbejder enten er sygemeldt eller står overfor en sygemelding. Jobcentrets fast track ordning er en mulighed for at hjælpe medarbejderen og virksomheden meget hurtigt, dvs. inden der er gået 5 uger fra en sygemelding. Fast track ordningen går ud på, at virksomhed og medarbejder i fællesskab anmoder Jobcenter Køge, om at gå tidligt ind i sygeforløbet, og sætte ind med dialog, støtte og konkrete initiativer eventuelt i samarbejde med den praktiserende læge.
Der er to medarbejdere tilknyttet fast track ordningen i Jobcenter Køge som fastholdelseskonsulenter.
Konferencen sluttede med en livlig debat mellem salen og et dialogpanel, hvori deltog praktiserende speciallæge Morten Jakobsen, HR chef Hanne Østergaard fra Det Danske Madhus i Køge, samt Rikke Maj Thauer og Susan Reiner. mart

Der var godt fremmøde til Jobcenter Køges konference om psykisk førstehjælp. Foto: Steen Rasmussen