Blaaholm køber ScanRobot A/S
Lokal virksomhed vokser endnu mere og gearer sig til fremtiden
Virksomheden Blaaholm A/S med afdelinger i både Varde og Esbjerg har længe ønsket at tilføre flere kompetencer indenfor robotautomation til virksomhedens nuværende maskinbygger kompetencer.
Det er nu blevet en realitet, da man har købt ScanRobot A/S, der med succes har leveret en lang række robotløsninger til blandt andet Statens Serum Institut, Velux og Arla. Den tidligere adm. direktør for ScanRobot A/S, Simon Bak siger i en pressemeddelelse:
“Jeg har længe ønsket at supplere med endnu flere kompetencer, og det var der mulighed for nu.”
Adm. direktør for Blaaholm A/S, Torben Blaaholm uddyber:
“Fremover kan vi nu tilbyde robotløsninger og industriautomation. I dag har mange virksomheder, helt eller delvist, automatiseret deres produktion, og fremover vil endnu flere virksomheder gøre det, for at fastholde konkurrencekraften. Købet af ScanRobot og øget aktivitet på andre områder, betyder, at Blaaholm nu søger fem nye medarbejdere.”