Fortsæt til indhold

Steg den som Skipperkroen

Pernille Glaring, indehaver af Skipperkroen i Køge, giver her opskriften på den perfekte and til mortensaften

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Det er mange meninger og teorier for, hvordan man opnår den bedste and. Skal den stege længe ved svag varme eller hurtigere på højere temperaturer. Skal der den klassiske kombination af svesker og æbler i, eller vil man forsøge sig med tørret frugt eller appelsiner?
Hvis du er i tvivl, så kan du prøve at lave en helt klassisk mortensand, som de gør på Skipperkroen.
Du skal bruge:
Ca. 3200g and
2-3 æbler - gerne madæbler
2-3 løg
Ca. 100g svesker (uden sten)
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader.
Anden tømmes for indmad, og det yderste led af vingerne skæres af, samt evt. overskydende skind v. halsen.
Anden skylles og renses indvendigt for eventuelle blodrester.
Anden masseres godt med groft salt eksempelvis 'Maldon salt'.
Æblerne skrælles, og kernehuset fjernes. Æblerne skæres i grove skiver.
Løgene pilles, halveres og skæres i skiver.
Æble, løg og svesker blandes, og stoppes ind i anden.
Anden lægges på en rist med bakke under, og steges ved 175 grader i ca. 1 time og 45 min.
Vinger og hals kan koges til fond og bruges til saucen sammen med stegeskyen fra anden.
Anden kan nydes sammen med kartofler og rødkålssalat.