Køge Håndbolds målmaskine kom i gang mod Hvidovre
Køge Håndbold satte sæsonrekord med 31 kasser i sejren over Hvidovre - næste gang venter et opgør mod BK Ydun hjemme i Herfølgehallen
Køge Håndbold satte den fjerde sejr ind på kontoen i sjette forsøg i 2. division, da man forleden sendte Hvidovre hjem fra Rishøjhallen med et klart nederlag på 31-25.
Dermed fik køgenserne revanche for forrige uges nederlag med Team Sydhavsøernes andethold, og man holder også stadig kontakt til toppen af rækken, hvor både FIF og IF Stadion fortsat er ubesejrede.
Køge Håndbold trak allerede fra gæsterne i kampens indledning og efter pauseføringen på 16-13 så man sig ikke tilbage i opgøret mod Hvidovre, som dermed fortsat ligger i bunden af rækken. Det er i øvrigt også første gang i sæsonen, at Køge Håndbold scorer over 30 mål i en kamp.
I næste runde er der også mulighed for at opleve Køge Håndbold i hjemlige omgivelser. Her er det dog Herfølgehallen, der danner ramme om opgøret mod BK Ydun; denne kamp spilles torsdag 10. november klokken 20.