Fortsæt til indhold

Når affald bliver en ressource

En ny affaldsordning er i støbeskeen i Køge Kommune, så mere affald kan genanvendes i fremtiden. Derfor inviterer kommunen nu alle interesserede til dialogmøde, hvor man kan høre mere om planerne

Arkiv
Arkiv

Store mængder affald, som eksempelvis plastik, der let kunne genanvendes, ender i dag på forbrændingen. Derfor vil Køge Kommune de kommende år udrulle en ny affaldsordning, der skal få borgerne til at sortere mere affald fra til genanvendelse. Her spiller borgernes vaner og ønsker til sortering en vigtig rolle, og derfor inviterer kommunen nu interesserede borgere til et åbent møde den 17. november kl. 19 i Rådhusets kantine.
”Affald er en ressource vi kan udnytte. Derfor skal vi gøre det nemt for borgerne at sortere mere affald, så vi undgår at brænde affald af, som i stedet kan genanvendes. Vi ved, at mange ønsker at sortere deres husholdningsaffald mere end de allerede gør i dag. Derfor vil vi meget gerne have borgernes viden og ønsker med, inden vi ruller en ny affaldsordning ud,” siger Mette Jorsø, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge.
Forud for borgermødet har 28 testfamilier sorteret affald på nye måder. Tre medlemmer fra Teknik- og Miljøudvalget, herunder Mette Jorsø selv, deltager i forsøget, der løber i uge 43-45. Testfamilierne afprøver tre forskellige modeller, og erfaringerne skal bruges som vigtige input på borgermødet.

Mere genanvendelse

Et vigtigt mål i den nationale ressourcestrategi fra 2010 er at genanvende mere husholdningsaffald, og det kræver, at vi hver især bidrager til at sortere affaldet. Det skal den nye affaldsordning blandt andet være med til at sikre.
I dag kan man ikke sortere for eksempel plast og metal i affaldsbeholderne. Det skal enten pakkes i sække og sættes ud til storskrald eller køres på genbrugsstationen. På borgermødet vil Køge Kommune præsentere tre alternative løsninger.
Den nye ordning skal efter planen være klar i efteråret i 2018. I første omgang bliver det beboere i villaer, parcelhuse og lignende, der får glæde af den nye ordning. Cirka et år senere er det planen at udbrede ordningen til etageboliger.
Fakta:
På mødet vil borgeren blive præsenteret for tre alternative løsninger til indsamling af affald:

Én 2-delt beholder til bio- og restaffald samt den nuværende 2-delte beholder til glas og papir og indsamling af plast og metal via storskrald
Én 2-delt beholder til bio- og restaffald, en 2-delt beholder til plast og metal, samt den nuværende 2-delte beholder til papir og glas
Én 2-delt beholder til bio- og restaffald samt en 4-delt beholder til papir, plast, glas og metal.

3-beholder-scenarie.
Madam Skrald-scenarie.