Fokus på trafiksikkerhed
GF Trafikpris åbner nu for ansøgninger til ny pulje
Mange sønderjyder har gode trafiksikre ideer, der kan være til stor gavn for trafiksikkerheden. Men som regel er økonomien en bremseklods for, at ideerne kan realiseres.
“Med GF Trafikpris vil vi hjælpe nogle af de gode ideer godt på vej. Derfor opfordrer vi sønderjyderne til at sende deres gode ideer ind til os, fortæller Gunnar Hansen, formand for GF Sønderjylland.
Det er GF Forsikrings Fond, som står bag GF Trafikpris, der netop har åbnet op for ansøgere. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse, og derigennem forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.
Den gode ide
GF Trafikpris uddeler årligt ca. 400.000 kr., der bliver fordelt over flere projekter. For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafiksikker.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sin ide.
“Det afgørende er ideen bag og evnen til at udføre den i praksis. Ideen skal, udover at have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, have et lokalt afsæt med potentiale til større udbredelse, slutter Gunnar Hansen.
Når man har sendt sin ansøgning, bliver henvendelsen sendt videre til en national trafikpriskomite, hvor Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, er formand.
Flere af trafikpriskomiteens medlemmer er aktivt og professionelt beskæftiget inden for områder med direkte relation til færdsel og trafiksikkerhed. Det sikrer en faglig og saglig behandling af alle henvendelser.
Ansøgningsfristen er 6. november 2016.