Lukning af Rådhusgade deler vandene
Julehjertebyen er fredet: Første spadestik af områdefornyelsen i Aabenraa midtby er taget i Rådhusgade
Aabenraa Kommune er klar til at realisere planerne om at forskønne Aabenraa midtby, så byen kan blive en endnu mere attraktiv hovedby i kommunen.
Det var borgmester Thomas Andresen (V), der onsdag som symbol på startskuddet for det længerevarende områdefornyelsesprojekt, tog den første sten op af belægningen i Rådhusgade, mens formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, Philip Tietje (V), gav en hånd med. Men ikke alle er glade for projektets timing: Hvad med julehandlen og Julehjertebyen?, lyder det i en tråd på kommunens Facebookside.
“Vi anerkender naturligvis de bekymringer vi hører, og Aabenraa Kommune vil i samarbejde med de butikker, der er berørt, gøre alt hvad vi kan for at lette processen mens den står på,” siger programleder for Fremtidens Aabenraa Anette Kold.
“Vi har taget mange hensyn i planlægningen af anlægsarbejdet og julen er følsom. Vi har blandt andet tilrettelagt det sådan, at Julehjertebyen er fredet. Fodgængerarealet mod syd i Rådhusgades bliver derfor lavet først færdigt, sådan et der bliver fri passage på ny belægning til handelgaderne. Samtidig tilpasser vi løbende parkeringsforhold, og vi sørger for i videst mulige omfang, at det er muligt at køre gennem bymidten,” tilføjer Anette Kold, der har haft en god dialog med mange butikker og Shop i City.
“Jeg hæfter mig ved, at man er glad for de forbedringer der kommer. Man går konstruktivt til den fælles udfordring, der er i at give Aabenraa midtby et løft, så byen også fremadrettet er konkurrencedygtig i forhold til andre.”
Sammen med entreprenøren er der lavet særlige aftaler med udvalgte butikker om vareindlevering.
“Vi modtager gerne forslag fra de erhvervsdrivende til hvordan vi kan lette situationen undervejs,” lyder opfordringen.