Fortsæt til indhold

Tandlæger, butik og lejligheder i musikbutikken

Går det som planlagt, kommer der masser af liv i Eskildens gamle musikbutik

Arkiv
Rune Weitling

Eskildsens gamle musikbutik er fortid, og der er lige nu blot et ryddeligt plant areal tilbage.

Inden længe skal der dog bygges på grunden, som er ejet af Johnny Nim og Brian Elsted Hansen fra Det Faglige Hus.

“Planen er, at der skal være en større detailbutik i stueetagen, tandlæger ovenpå og lejligheder for resten,” fortæller Johnny Nim til Lokalavisen Esbjerg.

Vil gerne bygge højt

Han beretter om, at der har været stor interesse for projektet, siden det blev kendt, at der skulle bygges nyt på grunden.

“Der er mange, som har henvendt sig, og jeg har lige haft møde med en potentiel investor, så det er positivt. Vi håber dog, at vi ligesom det nye hotel i centrum, også kan få lov til at bygge lidt større end normalt i området. Men det skal vi have en snak med kommunen om,” siger Johnny Nim, der også har været i dialog med familien Willemoes, der ejer nabobygningen:

“Det er en meget flot bygning, som de har, så det var vigtigt at drøfte tingene med dem også. Men de er meget samarbejdsvillige, så det er også positivt,” lyder det fra Johnny Nim.