Fortsæt til indhold

“Det er børnene, de tænker på”

Røde Kors i Kolding forventer enormt mange ansøgninger om julehjælp i år

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Allerede før efterårsferien, begyndte fortvivlede forældre at tage fat i Jes Haberlandt, som er årets Julehjælpskoordinator hos Røde Kors.

“Det er første gang, at jeg har oplevet, at folk tager fat i os så tidligt. Vi måtte lægge ansøgningskemaerne ud i vores butik inden vi begyndte at annoncere med det, fordi efterspørgslen var så stor,” fortæller Jes Haberlandt, der frygter, at Røde Kors Julehjælp ikke vil slå til i år.

“Der er en støt stigning på landsplan i, hvor mange der har behov for julehjælp. Og når man gennemlæser ansøgningerne er det hjerteskærende at vide, at man ikke kan hjælpe alle - særligt når man læser forældrenes begrundelser til, hvorfor netop de skal have julehjælp. Det handler udelukkende om, hvordan de gerne vil give deres børn en god jul - det er børnene, de tænker på,” siger Jes Haberlandt.

Derfor håber han også, at flere virksomheder og private vil træde til, så Røde Kors får mulighed for at lave flere pakker med Julehjælp og dermed hjælpe flere familier. Hver pakke har en værdi af 1.400 kroner og består af gavekort til gaver og mad.
“Hver julehjælpspakke koster 1.100 kroner at lave, resten er donationer - så hvis nogen kunne tænke sig at donere penge, tager vi imod med taknemmelighed. Vi tager også meget gerne imod genstande fra virksomheder, såsom sportstøj, kaffepakker, cafébesøg eller andre oplevelser, som for mange er alt for dyrt i dagligdagen,” uddyber Jes Haberlandt.

Han regner på nuværende tidspunk med at kunne uddele 125-135 Julehjælpspakker i Kolding, men behovet er langt større, hvorfor han håber, at lokale vil hjælpe lokale.
Ansøgningskemaer kan afhentes i Røde Kors Genbrugsbutikken på Kløvervej 33.
Ansøgningsfrist er 25 november.