Broager Egnskor giver jubilæumskoncert
Broager Egnskor fejrer i år 75 års jubilæum, og det fejres med en koncert i Broager på lørdag.
Koret blev grundlagt 2. oktober 1941 af førstelærer Georg Nielsen, der samlede en flok sangglade folk i Egernsund. Koret hed dengang Egernsund Danske Sangkor og optrådte ved den første koncert i Egernsund Kirke i julen 1941.
Georg Nielsen, der grundlagde koret, døde den 29. marts 1955 ved en trafikulykke efter en korkoncert i Rinkenæs.
I 1970 flyttede koret til Broager Skoles sanglokale, og i 1987 skiftede koret navn til Broager Egnskor.
I dag ledes koret af Bettina Hellemann Munch, der er uddannet operasanger. Hun har stået i spidsen for Broager Egnskor siden 2013.
Medlemmerne af koret vægter det sociale samvær højt og giver flere koncerter, blandt andet de traditionelle adventskoncerter.
Jubilæet fejres med en koncert lørdag 5. november klokken 14.30 i Broager Skoles Aula.
Ved koncerten medvirker Broager Egnskor ved dirigent Bettina Hellemann Munch samt Alssundorkesteret ved dirigent Christian Balslev.
kel