Social profil kan give Dansani stor pris
Det ligger dybt nede i Dansanis dna at tage socialt ansvar. Nu er virksomheden med base i Haderslev indstillet til pris
”Vi skal give alle mennesker indhold i tilværelsen, og vi skal have aktiveret de ressourcer, vi alle sammen indeholder.”
Det er ifølge produktionschef hos Dansani A/S, Finn Jensen, grunden til, at Haderslev-virksomheden, der designer og producerer badeværelsesmøbler, tager et socialt ansvar på en helt stribe områder.
Gennem en lang årrække har Dansani A/S udviklet en rummelig og social profil, og den alsidige indsats gennem årtier betyder nu, at virksomheden er blandt de tre nominerede virksomheder til 'CSR People Prize'. En pris, der siden 1998 er blevet uddelt af VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar.
Tre ud af fire af de flygtninge, som begyndte i praktik hos Dansani A/S i 2015 er stadig i virksomheden, og integration af flygtninge på arbejdsmarkedet er da heller ikke noget nyt arbejdsområde for Haderslev-virksomheden.
”Vi tog også imod flygtninge, da det var tamiler og bosniere som kom i 90'erne, og nogle af dem er stadig ansat hos os. Det har altid været en del af virksomhedens dna at hjælpe andre uanset om det er flygtninge eller andre, som har brug for en hjælpende hånd,” siger Finn Jensen.
I dag er det skrevet ind i virksomhedens strategi, at DANSANI A/S skal være med til at hjælpe omgivelserne, og det gør man så på forskellig vis.
Tæt samarbejde med lokalt jobcenter
Foruden at tage imod flygtninge hjælper DANSANI A/S også unge med udfordringer, virksomheden har et samarbejde med Haderslev Kommune om afklaring og opkvalificering af bl.a. sygemeldte, og flere medarbejdere er ansat i fleksjob.
Alle disse aktiviteter betyder, at virksomheden har et tæt samarbejde med Jobcenter Haderslev, og det er også netop jobcentret, som har indstillet DANSANI A/S til CSR People Prize. Det er Finn Jensen glad for.
”Det er rart, at vores indsats bliver bemærket andre steder i landet, men vi er allermest glade for, at det er vores daglige samarbejdspartner, som kvitterer med det her skulderklap. Det er et synligt bevis på, at vi har gjort noget rigtigt,” siger Finn Jensen.
Juryen bag CSR People Prize fremhæver desuden Dansani A/S som en foregangsvirksomhed i sit lokalområde, som gerne stiller sig til rådighed for sparring og erfaringsdeling for andre virksomheder.
Løser samfundsproblemer
Prisen uddeles i år den 7. november til CSR-konferencen ”Danske Pionerer for Bæredygtighed”, som VFSA arrangerer i samarbejde med Dansk Industri. Industriens Hus på Rådhuspladsen i København lægger hus til konferencen, hvor omdrejningspunkter bliver FN's Verdensmål for bæredygtighed og den tredobbelte bundlinje People, 'Planet and Profit'.
På dagen sættes der bl.a. fokus på, hvordan cirkulære forretningsmodeller kan bidrage til en bedre anvendelse af ressourcer, samt på virksomheders muligheder for at imødekomme mangel på arbejdskraft ved at tænke fx flygtninge og udsatte unge ind som en del af deres strategiske rekruttering.
CSR People Prize uddeles i to kategorier, dels til virksomheder med færre end 100 ansatte, dels til virksomheder med mere end 100 ansatte.
Dansani A/S er nomineret i kategorien +100 ansatte sammen med ISS Facility Services A/S og Hustømrerne A/S.
VFSA og CSR PEOPLE PRIZE:
VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar - står bag prisen, der er en del af VFSA's samlede strategi for at sætte socialt ansvar på dagsordenen hos danske virksomheder. VFSA blev oprettet i 1996 og består af en række danske erhvervsledere fra de største danske virksomheder. Medlemmerne er alle personligt udpeget af beskæftigelsesministeren og fungerer som rådgivende organ for denne.
Med uddelingen af CSR People Prize hylder VFSA de virksomheder, der gør en særlig indsats for ledige på kanten af arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.
Med deres historier ønsker VFSA at inspirere flere virksomheder til at tage et socialt ansvar – særligt for at skabe plads til marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet – til gavn for virksomheden, samfundet og den enkelte.
CSR People Prize er blevet uddelt hvert år siden 1998.