Miranda er Bilkas bedste bagerelev i Danmark
19-årig bagerelev fra Sønderborg er kåret til Bilkas bedste i Danmark
Bilkas bedste bagerelev er fra Sønderborg og hedder Miranda Salihu.
Den 19-årige bagerelev har netop kunne lade sig hylde og modtage en check på 10.000 kroner, da hun og 13 andre finalister deltog i Dansk Supermarked Skills, som er Dansk Supermarked Groups årlige mesterskab for bager- og gourmetslagterelever i føtex og Bilka.
Selvom førstepladsen gik til en bagerelev fra føtex Svendborg, så kom Miranda på podiet med en flot andenplads og kan dermed glæde sig over at være den bedste bagerelev blandt alle Bilka-elever i Danmark.
"Det har været en udfordring at være med i Dansk Supermarked Skills, men det har også været spændende at prøve noget nyt. Jeg havde ikke rigtig regnet med at blive nummer to, men er selvfølgelig bare rigtig glad," siger Miranda Salihu.
Til finalen skulle Miranda lave kransekage, bage forskellige brød og lave sandwichs. Hun imponerede særligt dommerne med et gennemført fisketema, hvor hun blandt andet havde lavet sushiruller af romkagemasse og en kransekage formet som en andedam.
"Op til finalen har Miranda nærmest trænet dag og nat – både i arbejdstiden og udenfor arbejdstiden, så at hun nu kan kalde sig Bilkas bedste bagerelev er rigtig flot. Vi er bare mega stolte af Miranda," siger Jonas Kristjansen, bagermester i Bilka Sønderborg.
Miranda Salihu vandt 10.000 kroner til sig selv og 10.000 kroner til en fest for afdelingen. Hun bliver færdiguddannet 31. december i år.