Fortsæt til indhold

Ændringer kan udløse flere uheld

Vejomlægningen i forbindelse med posthusgrunds- projektet kan give flere uheld og kø

Arkiv
Af Anne Smedegaard

I forbindelse med det nye byggeri på Posthusgrunden kommer der til at ske store ændringer med vejene. Det kan komme til at betyde flere uheld og længere køer.
I forbindelse med projektplanlægningen har konsulentfirmaet Rambøll udarbejdet en trafikanalyse for projektets bygherre.

Flere personskader

Ifølge analysen vil der ske omkring to yderligere person-skadeuheld om året, når projektet står færdigt.
Derudover vil vognbaneskiftene på strækningen mellem den nye vej og Toldbodvej blive mere risikabel.
“Strækningen ligger i en kurve, hvor trafikanterne vil få vanskeligt ved at orientere sig tilstrækkeligt bagud, inden de foretager vognbaneskift,” skriver Jens Kjærgaard, afdelingsleder for Planlægning og Myndighed i Vejdirektoratet i en e-mail til Lokalavisen.

Ikke nok beregninger

I trafikanalysen står der også, at ca. 2.000-3.000 bilister ekstra om dagen vil bruge Koldingvej, da det forventes, at de vil benytte den vej ind til midtbyen frem for Fredericiavej.
Det mener Vejdirektoratet dog ikke helt er rigtigt.
“Antagelig har mange af disse trafikanter udgangspunkt eller mål i lokalområderne omkring Grønlandsvej/Sønderdalen. Derfor må det antages, at trafikanterne fra E45 syd mod Vejle midtby i dagens situation vælger Fredericiavej,” skriver Jens Kjærgaard.
Der er altså risiko for, at Fredericiavej bliver endnu mere befærdet, hvilket vil skabe endnu mere kø i fremtiden.
Vejdirektoratet og Vejle Kommune arbejder på at løse problemerne.