Fortsæt til indhold

Store stjerner lægger vejen forbi Rinkenæs

Benniksgaard bliver rammen om et udsædvanligt arrangement 25. november

Arkiv
Arkiv

Benniksgaard Hotel i Rinkenæs ved Flensborg Fjord bliver rammen om et udsædvanligt arrangement, når nogle af Skandinaviens absolut største opera-solister kommer på gæsteoptræden den 25. november.
Stykket ”Søstre i kærlighed og had” er en musikalsk rejse gennem et venskab, hvor de to veninder bliver forelsket i den samme mand. Rejsen fører publikum langt omkring og spænder fra klassisk opera af bl.a. Mozart og Puccini over kendte Abba sange til svenske viser, hvor der rulles på r'et.
De medvirkende er den svenske sopran Cecilia Lindwall, der har høstet international anerkendelse både som koncert- og operasanger, og som har samarbejdet med en række internationale stjernedirigenter. Herudover medvirker mezzosopranen Anna Einarsson fra Norge, og som i 2014 modtog en Grammy nominering i USA for sin deltagelse i optagelsen af Ståle Kleibergs opera “David and Batsheba”.
“Jeg er utrolig stolt over, at vi har kunnet få så store kapaciteter til Benniksgaard,” siger Mads Friis, der er indehaver af hotellet og som ser frem til at opleve koncerten:
“Jeg tror det bliver helt forrygende,” slutter han.