Fortsæt til indhold

Slut med at vente ved bommen

Mere end 1000 nysgerrige borgere var mødt op for at tage del i åbningen af den længe ventet vejtunnel under jernbanen, og som dermed afløser bommen ved teaterbygningen

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Solen skinnede søndag 30. oktober over Køge, da Køges nye vejtunnel endelig kunne erklæres for åben. Tunnelen skal understøtte en mere glidende trafik, samtidig med at der lukkes for overkørslen ved Teaterbygningen. Det er derfor slut med at vente ved bommene, som i mange år har været til stor irritation.
"Det er i sandhed en stor dag. For otte måneder siden markerede vi, at der endelig var hul igennem, og i dag indvier vi tunnelen. Det er 146 år siden, at man sidst har kunne passere jernbanen frit. I 1871 besluttede Køge Byråd at lave en østlig føring mod havnen. Det skar havnedelen af fra resten af byen, og det har været et problem lige siden. Der har været megen kritik af jernbaneoverskæringen, og det er muligvis den mest udskældte overskæring i hele landet, men det er slut nu," sagde borgmester Flemming Christensen (V), i sin tale og sluttede med at ønske alle Køges borgere tillykke, da projektet er blevet en realitet ved hjælp af borgernes penge.
Efter Flemming Christensen havde klippet det røde bånd, kunne 25 veteranbiler fra veterankøretøjsklubben 'Kør til Køge' føre an som de første, der passerede den nye tunnel. Derefter kunne den store folkemængde langsomt bevæge sig ned under jorden til tonerne af blandt andet 'Sensommervisen' sunget af DaCapo-koret.

De 25 veteranbiler kørte som de første igennem tunnelen. Foto: JCJ
Der kommer næppe til at være så mange fodgængere i tunnelen igen. Foto: JCJ
DaCapo koret leverede smukke toner under jorden. Foto: JCJ