Våbenstilstand erindres
kultur Våbenstilstanden 11. november 1918 kl. 11 mindes på Genforenings- og Grænsemuseet den 11. november med blandt andet oplæsning af erindringer skrevet af Dansksindede Sønderjyske Deltagere, som modtog det glade budskab på slagmarkerne ude i den store verden. Erindringerne læses op af Leif Gr. Thomsen og Kaj G. Nielsen. Dagen starter, når flaget sættes på halv stang kl. 8. Kl.11 går museets flag til tops i respekt for de mange sønderjyske drenge og fædre, som aldrig kom tilbage fra den krig, som kostede en dræbt soldat hvert 45. sekund. Fra Sønderjylland deltog 35.000 mænd, som måtte deltage i tysk uniform. Af disse faldt imellem 5.500 og 6.000 på slagmarkerne. Museets arrangement starter på museet kl. 15 og slutter kl. ca. 16. Der er adgang fra kl. 14, men kom i god tid, da der er begrænsede pladser. Det er formentlig sidste gang med begrænsede pladser, da museet sidst i november gennembryder muren ind til museets nybygning og får plads til flere tilhører. Deltagelse er gratis og alle er velkommen. logy