10.000 Harry Potter-fans trodsede efterårsregnen
Harry Potter festivalen kom, så og sejrede endnu engang
Vejret viste sig ikke helt fra sin milde side, da Odense Bibliotekerne endnu engang bød velkommen til Harry Potter Festival i Odense. Det viste sig dog hurtigt, at der skal mere end regn til at slå magikere såvel som mugglere ud. Igen i år kunne festivalen nemlig præstere 10.000 besøgende fra alle egne af landet.
Quidditch i Kongens Have
Odenses bymidte bar tydeligt præg af de mange kappeklædte skikkelser af varierende højde, og alverdens skabninger fra magiens verden i gågaden. Rigtig mange lagde vejen forbi festivalens store attraktioner hos Brandts 13, som i forbindelse med festivalen kunne sætte besøgsrekord med hele 3500 besøgende 21. oktober. I alt så 6500 gæster museets flotte version af troldmandsskolen Hogwarts.
Odense Symfoniorkester havde også et stort antal besøgende til deres tre magiske koncerter med den populære filmmusik på programmet. Kongens Have bød på Quidditch af international standard, som blev dækket af lokale og nationale muggler-medier.
Hogwartsekspressen kørte traditionen tro i røg og damp af sted med forventningsfulde troldmænd og hekse, og Vintapperstræde og alle strædets butikker blev forvandlet til en fortryllende version af troldmandsgaden Diagonalstræde.
Slikmunde med tryllestave
Opgørelserne efter festivalen vidner også om, at mange Harry Potter-fans har en sød tand.
Hos slikbutikken Honeydukes hoppede hele 2000 chokoladefrøer ned i maven på deltagerne.
De magikere, som var kommet af sted til festival uden tryllestav, kunne traditionen tro købe forsyninger på den magiske markedsplads, og samtidig modtage undervisning i de vigtigste besværgelser.
Dog havde arrangørerne ikke forudset, hvor mange magikere, der havde planlagt et besøg i Olivanders tryllestavsbutik, og festivalens projektleder straks måtte købe nye forsyninger af de tryllestave, som for et utrænet muggler-øje let kan forveksles med spisepinde. Hele 3000 ekstra stk. blev erhvervet, så alle havde mulighed for at forsvare sig imod mørkets kræfter, hvis det blev nødvendigt.