Odense kåres til Årets Børnecykelkommune
Odense Kommune er gode til at få skolebørn på cyklerne
Kampagnen “Alle Børn Cykler” fik i år skoler og kommuner over hele landet til at sætte ekstra fokus på skolecykling. Som afslutning på kampagnen kåres Odense Kommune nu som Årets Børnecykelkommune for deres ekstraordinære arbejde med at få flere børn på cyklen hele året.
Prisen som Årets Børnecykelkommune, der uddeles for første gang i år, går til Odense Kommune fordi den efterhånden er blevet kendt både nationalt og internationalt for deres ambitiøse arbejde og med at fremme aktiv transport blandt kommunens børn og unge.
“I Odense har vi længe haft et stort fokus på cyklende skolebørn, for når børnene cykler, kommer de ikke alene friskere og mere læringsparate i skole. De får også god motion, kan i højere grad drage nytte af tilbuddene i den åbne skole og så bliver de ikke mindst sikrere trafikanter. Cyklen giver dem en frihed i hverdagen, som de kan bruge, når de skal besøge kammerater, til fritidsaktiviteter eller ind til byen,” siger by- og kulturrådmand Jane Jegind i en pressemeddelelse.
Kommunen har gennem årtier skabt en omfattende cykelinfrastruktur, og ved samtlige af kommunens skoler er vejene gennem årene blevet gjort trafiksikre for cyklister.
Samtidig arbejder kommunen intensivt sammen med byens skoler om at integrere cykling i dagligdagen og udarbejde trafikpolitikker.
Odense Kommune er helt i front i forhold til at få førskolebørn op på cyklen og tilbyder blandt andet kurser til pædagoger i Cykelleg, som er en stor succes blandt kommunens børnehuse.
Også fremadrettet har Odense en lovende og innovativ handlingsplan for at fremme cyklismen i kommunen.
“Der skal lyde et stort tillykke til Odense Kommune med prisen som Årets Børnecykelkommune. Odense er i sandhed en cykelkommune, og det særlige fokus på at få børn og unge på cyklen er prisværdigt og noget, jeg håber, andre kommuner vil lade sig inspirere af,” siger Christoffer Elbrønd, projektleder i TrygFonden.
Odense var den kommune, der havde flest elever tilmeldt. I alt var 131.000 elever og næsten halvdelen af alle landets skoler med i kampagnen.