Kunstnergruppe udstiller for 20. gang
Efterårsudstilling med “De 7” i Hans Falcks Hus
Kunstnergruppen “De 7” inviterer for 20. gang til en udstilling med to gæsteudstillere i Hans Falcks Hus, Ved Slottet 27 i Aabenraa. Udstillingen åbner lørdag 12. november med fernisering klokken 14.
De to gæster er begge kendte i det Sønderjyske. Kaj Pedersen fra Sønderborg vil præsentere sine smukke, udtryksfulde akvareller, og Bertina Kærager vil vise sine spændende, overraskende skulpturer i cement, gips og papmache.
Jette Eskjær Aagaard vil vise nye glasting, mens Bodil Asmussen udstiller sine naivistiske billeder i serien “Gader op og gader ned”. Inge Jepsen præsenterer nye akrylbilleder i glade farver.
Bodil Bjerregaard har nye serier akvareller, som hun præsenterer. Kirsten Steenfatt vil vise sine nyeste grafik billeder og enkelte akrylmalerier.
Udstillingen vises frem til søndag 27. november. Åbningstiderne er lørdag og søndag fra 14-17.