Fortsæt til indhold

Kandidater søges til bæredygtighedspris

Arkiv
Arkiv

Odense Bæredygtighedsråd hylder hvert år et bæredygtigt initiativ ved at uddele Odense Bæredygtighedspris. Frem til 19. december kan kandidater, som har gjort en særlig indsats for at fremme bæredygtighed, indstilles til bæredygtighedsprisen.

Anker Boye, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd håber prisen medvirker til at sætte fokus på bæredygtighed i det odenseanske erhvervsliv og blandt andre lokale aktører:

“Bæredygtighedsrådet var for nylig vært ved et velbesøgt arrangement om bæredygtighed. Deltagerne var meget interesserede og spørgelystne og med oplæg fra tre lokale initiativer, står det klart, at der allerede er mange gode, bæredygtige initiativer i Odense. Jeg håber derfor, at vi igen i år får mange gode indstillinger både fra virksomheder og andre aktører,” udtaler Anker Boye i en pressemeddelelse fra Odense Kommune.

Holder info-møde

Sidste år vandt Fyns Almennyttige Boligforening (FAB) Odense Bæredygtighedspris for renoveringen af Korsløkken.

“At vinde Bæredygtighedsprisen var en vigtig anerkendelse af vores arbejde. Det bekræftede os i, at ved at tænke økonomiske, miljømæssige og sociale hensyn ind i vores byggerier og renoveringer fra starten, skaber vi de bedste løsninger for vores beboere nu og i fremtiden,” udtaler direktør Bent Bøllingtoft, FAB, i pressemeddelelsen.
Hvis man vil vide mere om bæredygtighedsprisen, holdes informationsmøde mandag 14. november kl. 15.30 på Odense Rådhus. Tilmelding på tjc@odense.dk