Kevin får nyt sæde
Roskilde-kørerens store talent bag rattet sikrer ham plads hos amerikansk Formel 1-hold
Roskildes største sportsstjerne Kevin Magnussen har fået et nyt sæde i motorsportens fineste klasse Formel 1 og skifter nu i næste sæson fra Renault til det amerikanske Haas-team. Det kan han først og fremmest takke sine store evner bag rattet for. I en sportsgren, hvor store penge fra sponsorer betyder meget for holdenes valg af kører, var det langt fra sikkert, at det 24-årige danske stortalent kunne fortsætte blandt verdens bedste. For to sæsoner siden fik han chancen i en ikke konkurrencedygtig bil hos det falmede britiske storteam McLaren, og selv om dets historiske chef Ron Dennis gerne ville beholde ham, tvang de kommercielle interesser holdet til at foretrække den tidligere verdensmester Jenson Button. Derfor blev Kevin i den efterfølgende sæson kun reserverkører hos McLaren. I denne sæson har samme historie stort set gentaget sig hos Renault. Det store franske mærke gjorde comeback i Formel 1 ved at købe det fallerede Lotus-team, og bilen var slet ikke udviklet nok til at følge med konkurrenterne. Alligevel er det lykkedes Kevin i en række af sæsonens Grand Prix-løb at køre point hjem, når materialet ellers holdt hele vejen, og han ikke blev ramt af konkurrenter i en kollision.
Endnu et nyt hold
Bag Magnussens nye hold står den amerikanske milliardær Gene Haas, der gik ind i motorsport for tre år siden og startede denne sæson i Formel 1. I modsætning til andre har han valgt at bygge sit eget team op fra bunden fremfor at overtage et eksisterende. I den forløbne sæson har franske Romain Grosjean kørt 29 point hjem og dermed vist, at bilen har potentiale til at køre med. Hans makker Esteban Gutierrez har ikke opnået et eneste, og ham skal Kevin nu afløse. Holdejer Gene Haas fortæller. at han har været interesseret i Kevin lige fra begyndelsen: - På kort tid har han vist meget, så det kan han også gøre hos os. I vores anden sæson med Formel 1 vil Kevin sammen med Romain kunne udvikle vores bil og fortsætte vores fremgang. Den unge Roskilde-kører er også særdeles tilfreds med at få denne nye chance: - Jeg er fantastisk glad for denne mulighed. Jeg tror selvfølgelig på mine egne evner som kører, men det er også meget vigtigt at komme på et hold, der kan levere allerede i sin anden Formel 1-sæson og i de følgende år, siger en meget afklaret Kevin Magnussen. tk