Socialrealisme på lærredet
Maleren Kate Piil er årets modtager af Roskilde Avis' Pris
Et tæt skåret portræt af et vejrbidt ansigt og et abstrakt motiv vakte de tre censorers interesse, da årets modtager af Roskilde Avis' Pris skulle findes til Roskilde Kunstforenings årlige udstilling med indsendte værker. De to værker er malet af Kate Piil og hendes motiv er vagabonden Hardy, der er født i 1927 og har levet det meste af sit liv i grøftekanter og på farten. - Når jeg har fået interesse for den mand, som jeg over en årrække har set og mødt i gadebilledet er det selvfølgelig på grund af det han afviger fra, skriver Kate Piil om sit motiv. - Samtidig er det også tamt, hvis vi skulle være foruden mennesker som ham. Kate Piil er en af de 121 kunstnere med næsten 500 værker tilsammen, der bød ind på at deltage i Roskilde Åben 2016. Nu har de tre censorer, billedhuggeren Peter Hesk, maler og billedhugger Vivian Rose og keramiker Lene Regius haft alle værkerne til gennemsyn. De har fundet 97, der er blevet udvalgt til udstillingen. - Generelt har kvaliteten af de indleverede værker været af høj kvalitet, siger formanden for Roskilde Kunstforening Jes Nysten. - I år er mange af billederne store, så det kræver plads på væggene. Samtidig er der en del kunstnere, som har fået flere værker med. Deres billeder holder vi samlet i ophængningen. Roskilde Åben 2016 har fernisering lørdag 19. november fra klokken 12. jp@roskildeavis.dk