Skjult luksus på Åstrupvej
De første købere er klar: Tidligere Super Best købmand, Torben Arevad, sætter nu 36 nye boliger i Kløften Park til salg
“Vi befinder os i et attraktivt område i bymidten, men alligevel midt i en park, og så er der gratis festival en gang om året.”
Tidligere Super Best købmand, Torben Arevad, der har købt Nykredits gamle residens på Åstrupvej 13, er fuld af forventningsglæde over sit nye projekt, der også tæller 36 lejligheder på den 10.000 kvadratmeter store grund på Åstrupvej. Og han er ikke ene om at synes, at det er et projekt med stort potentiale: Isidste uge godkendte Haderslev byråd lokalplanen for området, og der er dermed også “ovenfra” givet grønt lys til etableringen af de seks punkthuse i tre etager, der alle er med elevator. Også de første interessenter har allerede lagt billet ind på de nye boliger, der forventeligt bliver nogle af byens mest attraktive. Torben Arevad vil dog ikke høre tale om luksusboliger.
“Du hører mig ikke sige luksusboliger. Det bliver selvfølgelig kvalitetsbyggeri i et helt unikt miljø, der har den smukke Åstrupvej til den ene side, og det dejlige parkområde op mod Kløften til den anden. Priserne er konkurrencedygtige i forhold til tilsvarende boliger.”
Lejlighederne skal til dels indpasses i det nuværende bygningskompleks på Åstrupvej 13. Her er den historiske og fornemme hovedbygning, 'Marielyst', fredet. Desuden er en del af den øvrige bygningsmasse betegnet som bevaringsværdig. For at skabe plads til punkthusene, bliver en af fløjene afkortet, en garage rives ned, mens en ikke fredet sidebygning fjernes. De seks punkthuse forventes at blive bygget i to etaper.
“Det har været helt centralt for byggeriet, at det opføres i overensstemmelse med den måde hovedbygningen i sin tid var tænkt - rødt tegltag, hvidskurede mure og matchende grønne vinduer som på hovedbygningen.”