Fortsæt til indhold

Omvendt indkøbsvogn står klar i Føtex

Føtex i Haderslev er klar med en indkøbsvogn, som giver kunderne mulighed for at donere varer til julehjælp

Arkiv
Mette Henriksen

Har du prøvet at skulle fortælle dit barn, at i bliver nød til at springe julen over, fordi der hverken er råd til gaver eller juleand?
Det har Winnie Stuwitz, da hun for nogle år siden befandt sig uden anden indkomst end sine dagpenge, efter at være blevet fyret fra sit job. En oplevelse, som hun, ikke mindst for sin datters skyld, gerne ville havde været foruden, og som hun gerne vil skåne andre økonomisk trængte familier for.
I dag har Winnie Stuwitz da også vendt bøtten, er i fast job og har i samarbejde med Dansk Folkehjælp og Føtex-butikker startet en indsamling, så flere økonomisk trængte familier kan få julehjælp. Også Føtex i Haderslev har i år, ligesom 13 andre filialer i landet, valgt at hjælpe med indsamlingen.

Sidder stadig dybt

Selvom Winnie Stuwitz i dag med initiativet “Den omvendte indkøbsvogn” selv er med til at gøre en forskel, sidder følelsen af afmagt hin decemberdag stadig dyb.
“Det gjorde simpelthen så ondt at man ikke kunne sørge for sit eget barn. Heldigvis var der hjælp at hente hos Dansk Folkehjælp, og jeg vil gerne give igen,” fortæller 32-årige Winnie, der i dag, udover sit frivillige arbejde, sidder i en fast stilling som projektleder.
“Mit initiativ “Den omvendte indkøbsvogn” går ud på, at der står en indkøbsvogn til Føtex-butikken, så kunder, der ønsker at støtte juleindsamlingen, kan købe lidt ekstra og lægge de indkøbte varer i den hertil opstillede indkøbsvogn ved udgangen. Den bliver løbende tømt af medarbejderne, beløbene bliver slået retur og overført til indsamlingen. Herefter laves der et gavekort på 500 kroner stykket, så familierne selv kan sætte deres julemenu sammen,” tilføjer Winnie, der frygter, at det nye kontanthjælpsloft vil bidrage til, at endnu flere økonomisk trængte familier får svært ved at holde en jul med julemad og gaver i år.

Sådan gør du:
Som kunde i Føtex Haderslev kan du nu donere dine varer til julehjælpsindsamlingen i en indkøbsvogn ved udgangen af butikken. Alt, hvad der bliver samlet ind i indkøbsvognen, indgår i en pulje til julekurve, som Dansk Folkehjælp hvert år deler ud til enlige forsørgere. Varerne bliver derefter taget retur af butikken, og for hver 500 kroner, der er doneret, giver butikken et gavekort il Føtex, sammen med et gavekort til en legetøjsbutik og et gavekort til en sportsbutik.