Fortsæt til indhold

Roskilde frikendt igen

Gartneriejer Keld Bjerregaard tabte ny appelsag om ekspropriation af areal ved Dyrskuepladsen

Arkiv
Af Torben Kristensen

Byrådet og kommunen er igen blevet frikendt ved retten i Roskilde i sagen om ekspropriation af et areal tilhørende gartneriejer Keld Bjerregaard ved siden af Dyrskuepladsen. Striden går helt tilbage til 2011-12, da Roskilde kommune ville inddrage en del af hans grund mellem Planteriget på Rønøs Allé og Dyrskuepladsen til brug for sportsfaciliteter og pladskrævende aktiviteter i forbindelse med Fesitvalen. Men parterne kunne ikke blive enige om prisen, og derfor valgte et stort flertal i byrådet til sidst at ekspropriere arealet af hensyn til 'almenvellet'. Keld Bjerregaard var helt uenig i denne afgørelse og mente, det var et overgreb mod hans ejendomsret. Han krævede erstatning og henviste til, at kommunen selv havde fået en hel anden pris, når der skulle sælges jord til motorvejen. Plus værdien af det grus, der ligger nedenunder, og som på et tidspunkt kan blive udnyttet.

Politisk opgør

Sagen førte til et stort politisk opgør i Roskilde Byråd. Her mente et mindretal mente, at det var et uacceptabelt indgreb i 'den private ejendomsret', og de blev bakket op af fremtrædende borgerlige opinionsdannere, så det blev en stor sag på landsplan. Da sagen kom for Tilsynsmyndigheden, sendte Roskilde kommune en redegørelse. Heri var konklusionen, at alt var gået rigtigt og lovligt til, men det var Keld Bjerregaard ikke enig i. Han ankede sagen til Natur- og Miljøankenævnet, som imidlertid nåede til samme afgørelse. Denne afgørelse indbragte Keld Bjerregaard dernæst det almindelige retssystem, og her faldt afgørelsen så i Roskilde Byret fredag. Kommunaldirektør Henrik Kolind er meget tilfreds med denne afgørelse: - Nu har vi ved to instanser fået bekræftet, at den juridiske vurdering fra Roskilde kommune var korrekt. Det er jeg meget glad for, siger han. For Keld Bjerregaard har sagen også haft den alvorlige konsekvens, at han måtte lukke sin virksomhed Planteriget. De titusinder af roskildensere, der arbejder som frivillige på Festivalen og er glade for byens store indtægter derfra, begyndte at boykotte hans forretning, fordi de var utilfredse med hans fremfærd i forhold til det store musikarrangement.