Dorte er tilbage på avisen
Lokalavisen Varde er glade for at byde Dorte Poulsgaard Jeppesen tilbage.
Dorte forlod for få måneder siden sin stilling som mediekonsulent til fordel for en tilsvarende rolle hos det nystartede nichemedie GoVarde, men matchet viste sig ikke at være det rigtige. Derfor er Dorte nu 'vendt hjem', hvilket hun glæder sig til:
“Jeg glæder mig til at vende tilbage til avisen, hvor jeg tidligere har haft en rigtig god tid. Samtidig glæder jeg mig meget til at komme ud og hilse på nye såvel som gamle kunder i Varde og omegn.”
Dorte begyndte mandag, og er gået lige ind i jobbet.
“Jeg er rigtig glad for at have Dorte tilbage på Lokalavisen Varde. Dorte er et både kendt og vellidt ansigt i Varde, og derudover har hun et stort og bredt netværk, ligesom hun kender både byen og Vardes handelsliv til fulde,” siger salgschef Lotte Justesen.
Dorte bor til daglig i Varde med kæresten Michael samt parrets datter, en bonusdatter og ikke at forglemme hunden Simba.