Fortsæt til indhold

Sne-blokeret af kommunen

- Mine kunder kan ikke komme ind, siger Cream-ejer og må klage for femte år i træk

Arkiv
Anette Gundlach

Når snerydderne kører gennem gågaden, fejer de altid den til tider meterhøje bunke hen foran butikken Creams dør, fortæller butiksejeren Tina Holmbom.
I de seneste fem år har hun hvert år klaget til kommunen over denne afspærring, hver eneste gang sneen har lagt sig i Roskilde.
- Jeg synes, det er utroligt, at det sker igen og igen, når jeg har fortalt det, siger Tina Holmbom.
Onsdag morgen var den gal igen, og hun kontaktede atter kommunen. Her fik hun som så mange gange før beskeden, at den ikke kunne hentes med det samme.
- Mine kunder kan ikke komme ind, og jeg mister en del af min indtægt, siger butiksejeren.
Hun har oplevet, at bunken blev liggende op til to døgn, når sneen var rigtig tyk.
Tina Holbom synes, det er belastende, at hun både skal ringe til kommunen og grave en del af bunken væk før hun kan åbne butikken.
- Jeg kan heller ikke sætte mine varer ud på den plads, jeg betaler for, fordi bunken er i vejen.

Dyrt dobbeltarbejde

- Det er jo meget dyrere for alle, når en ekstra lastbil skal ud for at fjerne bunken, der ligger forkert, siger Tina Holmbom.
Senere på dagen forklarer hun, at en lastbil netop har kørt tre gange for at fjerne sneen.
- Det var svært og tog tid, fordi der nu var sat varer ud, og folk gik rundt i gaden, siger hun hovedrystende og fortsætter:
- På kommunen siger de, at sneen nok bliver lagt der, fordi der hele tiden er nye sneryddere, men det kan da ikke være så svært at instruere dem.
Tina Holmbom mener, at det bør være naturligt ikke at placere bunkerne foran en butiksdør.
- Man skraber jo heller ikke bare al sneen på en vej hen foran en bestemt indkørsen.
Driftchef Carsten Leth har ikke hørt om problemet og vil derfor ikke udtale sig om den specifikke sag.
- Vi vil i hvertfald ikke genere folk, så vi skal have løst problemet, hvis vi kan, siger Carsten Leth.

Tina Holmbom har selv fjernet en del af kommunens bunke her, så hun kunne komme ind i hendes butik. (Foto: Erling J.)