Fire tips til den kommende uge
Lokalavisens redaktør Jane Thoning Callesen serverer fire kulturtips til den kommende uge
Jeg har været fan af Simon Kvamm så længe, jeg kan huske. Kombinationen af begavet mand, Silkeborg-dialekt, satire og rockhits rammer mig rent i hjertekulen.
Han er en altmuligmand, kendt som forsanger i Nephew og De Eneste To og fra rollen som Pim de Keysergracht, sprinteren på Team Easy On, i Drengene fra Angora.
Nu har han lavet et Niels Hausgaardsk-inspireret soloshow med musik, komik og lommefilosofi. Anmelderne er helt oppe at ringe og drysser om sig med stjerner, og de af mine venner, der har set det, er ligeledes begejstrerede over den intimitet og hudløshed, Kvamm viser frem.
Nu er turen kommet til Odense. Torsdag 17/11 kl. 20. Odense Koncerthus, Claus Bergs Gade 9.
Slanger på biblioteket
Snart lukker hovedbiblioteket grundet en omfattende renovering, men i disse uger kan oasen stadig nydes. Hovedbiblioteket er meget mere end bøger. Formidlingen foregår også gennem koncerter, filmvisninger, og foredrag og meget af det er i børnehøjde.
Det gælder også denne weekend, hvor der står eksotiske dyre på programmet. Lørdag 12/11 kl. 11 kan man således komme faretruende tæt på edderkopper, slanger, insekter og skildpadder, når dyrepasser Poul Stentebjerg besøger Hovedbiblioteket på Østre Stationsvej 15. Det er gratis.
Villads fra Valby: Nu som teater
Villads fra Valby-bøgerne er blevet kaldt nutidens Emil fra Lønneberg og sammenligningen er bestemt på sin plads. For den uheldige Villads kommer altid galt afsted, selvom det slet ikke er hans mening at lave ballade.
Fortællingerne er hylemorsomme og klart en godnatlæsnings-favorit hos os. Derfor skal vi selvfølgelig se musikteaterstykket om Villads på Magasinet. Spilletidspunkterne kan ses på hjemmesiden. Der er entré.
Foredrag: Amish-folket
Der er noget fascinerende over det amerikanske Amish-folk. De er imod al elektronik, lader skægget gro og ligner nogen fra en svunden tid. Kvinderne går klædt i hessiankjoler og mændene i stråhatte, mens de dyrker jorden ved håndkraft og lader sig transportere rundt i hestevogne.
Spørgsmålet er, hvad de vinder ved livsstilen. Måske er man mere lykkelig, når man lever et nøjsomt liv? Kirsten og Jørgen Flensted-Jensen holder nu et foredrag om Amish-folket. Det foregår lørdag 12/11 kl. 14 i Næsbyhoved-Broby Sognegård, Chr. Lehns Vænge 5.