Den store valgfest fes ud på SDU
Lokalavisen Odense var med i studenterbaren på SDU, da stemmerne blev talt op. Der var lagt op til sejrsfest for Clinton, men natten sluttede i stedet med gru og gravøl
Stars and Stripes-plastikflag samt blå, røde og hvide balloner hænger i loftet i studenterbaren på SDU.
I bordhøjde sidder op mod 395 unge mennesker klistret til stolesæderne for at følge med i afgørelsen af det amerikanske valg.
Interessen er så massiv, at arrangørerne er nødt til at tælle folk i døren for ikke at omgås med brandreglerne, der kun tillader maksimum 400 gæster.
Inden de første valgresultater tikker ind tirsdag nat er de mange feststemte gæster optagede af vidt forskellige ting.
Nogle overværer foredrag med blandt andet Thomas Ærvold Bjerre, lektor på Center for Amerikanske Studier på SDU.
I den anden ende af festlokalet er de mere løsslupne studerende i gang med at bunde Albani-bajere, idet de dyster i drukspillet beer-pong, hvor det gælder om at ramme flest ølbægre med bordtennisbolde.
En meget lang nat
Midtimellem sidder også studerende, der blot hyggesnakker og indimellem kigger ned på deres iPhones for at se, om de første exit polls skulle være blevet offentliggjort.
Som aftenen skrider frem, og luftfugtigheden stiger til højder, hvor skimmelsvampe potentielt kan vokse under bordene, begynder de første valgresultater omsider at blive præsenteret direkte på CNN, der vises via projektorer på flere af studenterbarens vægge.
De mange fremmødte Hillary Clinton-tilhængere har deres blikke rettet mod projektorlyset og venter på meldinger fra svingstaterne, som er afgørende for, om USA får deres første kvindelige præsident nogensinde.
En enkelt ung kvinde har klistret Stars and Stripes-flag på sine kinder for at vise kærligheden til Amerika. Hun håber også på, at den tidligere udenrigsminister ender med at få lov til at flytte ind i det hvide hus efter otte år med partifællen Barack Obama.
Men som sneen begynder at dale ned fra nattehimlen i Odense, står det klart, at chancerne for, at Hillary Clinton flytter ind i Det Hvide Hus, falder markant for hver time.
Tabte vigtige svingstater
Svingstaterne Florida, Ohio, North Carolina og Pennsylvania ender Donald Trump med at vinde, og dermed udvikler det amerikanske valg til en gedigen sensation, som for altid vil være et særskilt kapital i amerikanernes historie.
I Studenterbaren på SDU er alle chokerede. Ingen havde set den overraskelse komme, men demokratiet har talt, og USA får nu en 70-årig republikaner som præsident.