Fortsæt til indhold

Der ER andre veje end det almene gymnasium

Arkiv
Af Svend Overgaard / Formand for Roskilde Handel

Er lægen vigtigere end bankrådgiveren, og er pædagogen vigtige end softwareprogrammøren? Er slagtersvenden vigtige end gymnasielæreren, og er tømreren vigtigere end psykologen? Svaret på spørgsmålene er et klart nej. I et avanceret samfund som vores er der brug for folk på alle positioner, og vi er afhængige af hinanden. Men det er alarmerende, at under 20 procent af de unge søger ind på en erhvervsuddannelse, når de er færdige med 9. eller 10. klasse, og at prognoserne viser, at der i 2020 vil mangle 30.000 faglærte. Konsekvensen er netop, at vi kommer til at mangle unge på nogle af de pladser og i nogle af de virksomheder, der gennem handel, håndværk og eksport skaber den merværdi, vi skal leve af.

Vanetænkning

Der er brug for at gøre op med en vanetænkning, der sender mange unge direkte i det almene gymnasium, og der er brug for at fremhæve, at håndværk og handel byder på en spændende fremtid for unge, kreative mennesker med lyst og evne til at specialisere sig inden for et af de mange fag, som kommer til at mangle arbejdskraft. Der er også brug for at fortælle, at disse uddannelser kan være en skridt på vejen til, at det unge menneske får foden under sit eget bord og etablerer en virksomhed.

Fagenes Dag

I Roskilde gør vi over de næste måneder en særlig indsats for at øge kendskabet til handel og håndværk. Vi gør det ved at sætte fokus på udvalgte virksomheder inden for fagene el, maler, møbelsnedker, slagter og VVS. Vi har taget initiativet sammen med LO og Erhvervsforum, og vi har haft den fornøjelse, at også Roskilde Tekniske Skole har sluttet sig til samarbejdet. Roskilde Kommune har allerede støttet initiativet, og vi ved, at også Region Sjælland følger initiativet med interesse.

Rollemodellerne

Helt konkret vil vi på skrift, i billeder og på video bruge en lang række medier for at vise, hvad det kræver af faglighed og personlighed at komme ind i en håndværks-/handelsvirksomhed og blive en del af teamet. Hvilken akkuratesse har møbelsnedkeren brug for, og hvorfor er det lige, at den unge slagterlæring skal være kvik til at regne? Hvilken avanceret viden om programmering indgår i elektrikerfaget, og hvilke drømme om en dag at blive selvstændig gemmer sig i hovedet på malerlærlingen og VVS-lærlingen?

Ambitiøse unge

Rundt omkring i Roskilde ligger succesfulde handels- og håndværksvirksomheder, som er startet af mennesker, der, da de var unge, selv valgte en erhvervsuddannelse, fordi de havde ambitioner og planer med deres liv. Det er disse unge, deres arbejdspladser og deres specialer, vi kommer til at sætte det skarpe lys på, og det er vores lønlige håb, at vi kan give inspiration til diskussionen hjemme ved middagsbordene, når spørgsmålet om uddannelse til de unge kommer op. Vi er allerede i gang med arbejdet, og Fagenes Dag, som vi har kaldt indsatsen, kulminerer med offentlige arrangementer i maj 2017. I initiativgruppen vil vi gøre vores til, at de dystre prognoser om manglende interesse for erhvervsuddannelserne ikke ender med at blive til virkelighed . rødt citat “Det er disse unge, deres arbejdspladser og deres specialer, vi kommer til at sætte det skarpe lys på, og det er vores lønlige håb, at vi kan give inspiration til diskussionen hjemme ved middagsbordene, når spørgsmålet om uddannelse til de unge kommer op.”