Fuldt koncertprogram på Tapperiet i denne weekend
Tapperiet inviterer i kommende weekend indenfor til to koncerter, der både byder på storladen popmusik og virtuos jazz
Fredag 11. november giver den storhittende sangerinde Camille Jones koncert på Tapperiet. Camille Jones har på det seneste skåret ind til benet af det, hun brænder mest for: Den store popsang.
”Jeg elsker pop, fordi det er her, det nye i musikken ofte sker først, og fordi det er her, det gode beat og den stærke melodi er mest tilstede,” forklarer Camille Jones.
Hendes sound har ændret sig og er blevet til med helt nye samarbejdspartnere, og teksterne har aldrig været tættere på Camille Jones' eget liv. Her er sange om at være hudløs, at miste sig selv, at sænke paraderne og om pludseligt at blive ramt af lynet og give sig hen til kærligheden. Til live-koncerter kommer dette til udtryk ved at teksterne og Camilles stemme står klart i billedet, mens beatet og musikproduktionerne er bærende, men aldrig dominerende.
Fredagens Camille Jones-koncert starter kl. 21.00 og dørene åbner kl. 20.00.
Foredrag og koncert
Om lørdagen 12. november gæster den verdenskendte, danske bassist Chris Minh Doky Tapperiet for at holde foredrag og give koncert med sin jazztrio.
Den i dag 47-årige Chris Minh Doky begyndte sin jazzkarriere, da han som gymnasieelev blev bassist for Finn Ziegler på legendariske La Fontaine. Da han endnu var teenager, rykkede han til New York, hvor han blev spottet og taget med på turné af tidens varmeste jazznavne – såsom Mike Stern, Michael Brecker, Brecker Brothers og David Sanborn. Samtidig opbyggede han en karriere som solist og har derudover været en del af talrige konstellationer – blandt andet to albums med Doky Brothers, Sanne Salomonsen-samarbejdet 'In a New York Minute' og den internationalt anmelderroste ballet på Det Kongelige Teater 'Come Fly Away.'
Chris Minh Doky er aktuel med både et album og en bog – begge dele med nærvær og samspil i fokus.
Første del af aftenen består således af et foredrag med afsæt i hans anmelderroste bog 'Nærvær', mens anden del af aftenen er en koncert med albummet 'New Nordic Jazz' som omdrejningspunkt.
Ved Chris Minh Dokys side er pianisten Peter Rosendal og trommeslageren Jonas Johansen. Arrangementet med Chris Minh Doky starter kl. 20.00 og dørene åbner kl. 19.00.
Til begge weekendens arrangementer kan der købes billetter i forsalg på www.ticketmaster.dk og på Tapperiet. Herudover er det også muligt at købe billetter i entréen inden arrangementsstart til forhøjet billetpris.