Fortsæt til indhold

Finalisterne fundet til Sundhedsprisen 2016

Mænds Mødesteder Stevns er en af de tre finalister, når Region Sjælland 30. november uddeler Sundhedsprisen 2016

Arkiv
Arkiv

Finalisterne er fundet til Region Sjællands sundhedspris på i alt 50.000 kroner. Der er 30.000 kroner til vinderen, 15.000 kroner til andenpladsen og 5.000 kroner til den sidste finalist. Det er i år niende gang, at Region Sjælland uddeler prisen til initiativer, der har til formål at fremme sundheden i regionen.
Nicolai Nicolaisen er en af de tre politikere fra Regionsrådet, som sidder i dommerkomiteen, der har udvalgt Pårørendegruppen og Mænds Mødesteder Stevns til at slå følge med Mindfuldness Akademiet til finalen, efter at akademiet havde sikret sig finalepladsen via en afstemning på Facebook.
"Sundhedssprisen er noget, vi ser frem til hvert år, fordi vi her får en mulighed for at belønne og opmuntre folk, som gør en forskel til hverdag. Mennesker, der er med til at højne sundheden og sikre en sundere livsstil, hvilket er det det mest afgørende for mig," siger han.
I alt 35 kandidater var bragt i forslag til årets pris, og en anden af dommerne, regionsrådsmedlem Kirsten Devantier, hæfter sig ved den megen kreativitet, som bliver lagt for dagen rundt om i Region Sjælland.
"Vi har virkelig set mange kreative aktiviteter i år, og ofte er det initiativer, der går ind og dækker behov, som det etablerede system ikke kan hjælpe med. Jeg synes, at vi i dag har valgt nogle finalister, der dækker noget af det, der ellers godt kan ”falde mellem to stole”, siger hun.
En af kandidaterne er Mænds Mødesteder Stevns, der er et åbent fristed, der skaber fællesskab og et godt liv for mænd. Et levende fællesskab mellem mænd i alle aldre, uden krav, men med højt til loftet og mulighed for fælles aktiviteter fra biler og trædrejning til fiskeri, kortspil, vandreture og fællesspisning.
Vinderne bliver afsløret ved en festlighed den 30. november i Regionshuset i Sorø.mart