Har selv tabt 37 kilo
"Sundhed for mig er at komme hele vejen rundt om kost, motion, søvn, fordøjelse, stress, væske, mentalt overskud og mange andre ting," siger Anne Clough-Larsen
nyt firma 'Din Sundhedsvejleder' ved Anne Clough-Larsen er åbnet i Lynge. Firmaet tilbyder både individuelle sundhedsforløb, sundhedsforløb for par bosiddende på samme adresse samt gruppeforløb, som alle - ifølge virksomheden - giver mere energi og overskud i hverdagen, bedre humør, vægttab, bedre fordøjelse og forebygger eller reducerer livsstilssygdomme. Anne Clough-Larsen er uddannet kostvejleder og har undervejs taget forskellige trænings- og coaching kurser. Og så er hun selv et bevis på, hvad et sundhedsforløb kan føre til. "Der er en personlig årsag til, at mit logo er et grønt hjerte: Det skal minde mig om, at jeg skal holde mit hjerte sundt," siger hun. Fra at være sukkerjunkie, uoplagt og overvægtig har Anne Clough-Larsen ændret sin livsstil så markant ved at spise en sund, velafbalanceret og naturlig kost, at hun har tabt 37 kg og har fået en energi og et overskud, som hun ikke husker at have oplevet før. Hendes kolesteroltal og blodsukker er gået fra et faretruende niveau til normalområdet – alt dette alene baseret på livsstilsændringer. Desuden er ledsmerter, fordøjelsesproblemer og søvnproblemer væk. "Jeg startede hos kost- og træningsekspert Birgitte Nymann, som bygger sit koncept på, at vi ikke skal tælle kalorier og sulte os selv, men derimod spise naturlig og næringsrig mad i de rette mængder. Derved holder vi os mætte i længere tid og får ikke den voldsomme sukker- og spisetrang, som mange af os kender til. Disse livsstilsændringer har forandret mit liv, og jeg brænder for at hjælpe andre med at opnå de samme resultater," siger Anne Clough-Larsen. Hun fortsætter: "Sundhed for mig er at komme hele vejen rundt om kost, motion, søvn, fordøjelse, stress, væske, mentalt overskud og mange andre ting. I et sundhedsforløb hos mig sker tingene i DIT tempo og så det passer ind i DIN hverdag. Ingen mennesker er ens, og det er vigtigt for mig at vi har fokus på nogle langvarige og holdbare livsstilsændringer, som passer den enkelte." "Jeg vil meget gerne hjælpe og vejlede i, hvordan man får mere overskud og energi, ligesom jeg selv har fået. Med en vejledning hos mig har man den fordel, at jeg har prøvet det hele på egen krop."