Lyngsøe håber på tændte spillere
Tønder-træner Claus Lyngsøe ser frem til mødet med sin tidligere klub
Optakt Der er gensyn med et sønderjysk håndboldlokalbrag, når SønderjyskE på søndag får besøg af TM Tønder.
De to hold tørnede for flere sæsoner siden sammen i nogle medrivende opgør i 1. division.
Og som man kan huske har de to hold en fælles historie, da TM Tønder oprindeligt var en del af SønderjyskE, inden holdet flyttede til Sønderborg.
Bitterheden fra skilsmissen mellem Tønder og SønderjyskE er for længst et overstået kapitel.
"Den historik tror jeg ikke, at der er nogen, der tænker på mere. Jeg har i hvert fald ikke det omtalt," siger Claus Lyngsøe.
Flere med fortid
Det betyder dog ikke, at der ikke kommer ekstra tænding i lokalbraget:
"Vi har jo flere spillere, der er blevet sorteret fra i SønderjyskE. Jeg tror, at de gerne vil vise, at det var der ingen grund til. Jeg håber, at spillerne ser frem til kampen som en oplevelse på en flot scene med et stort og tændt publikum. For flere spillere bliver det jo en gensyn med deres gamle hjemmebane," siger Claus Lyngsøe, der ikke tøver med at udnævne SønderjyskE som klare favoritter:
"Jeg håber, at vi kan gøre kampen spændende, for der er jo ingen tvivl om, hvor favoritværdigheden ligger. Det er en kamp, som vi kan lære en masse af. Vi ved godt, at vi skal ramme højeste niveau på alle pladser for at kunne udfordre de andre hold i ligaen, og det gælder også i kampen mod SønderjyskE. Og så kan vi jo håbe på, at de undervurderer os lidt."
Selvom Claus Lyngsøe har været en del af SønderjyskE i flere sæsoner, føler han ikke, at han kan bruge kendskabet til klubben til noget:
"SønderjyskE har forandret spillet og fået andre profiler de sidste par sæsoner, så jeg føler ikke, at det giver nogen fordel," siger Claus Lyngsøe, der stadig føler de lyseblå tæt:
"Jeg holder jo med SønderjyskE i 24 ud af 26 kampe i sæsonen. Jeg kender stadig flere af spillerne fra min tid i klubben, og det er nogle skidegode fyre."
Kæmpe forskel
TM Tønder rykkede op i ligaen op til denne sæson.
"Det er en kæmmpe forskel: I 1. division vandt vi, og i ligaen taber vi. Jeg synes, at det er en kæmpe bedrift, at Tønder med de ressourcer og det indbyggertal har et ligahold. Det er fantastisk. Jeg håber, at spillere og publikum nyder hver eneste kamp, som vi spiller i ligaen," siger Claus Lyngsøe, der godt ved, at TM Tønder skal kæmpe hårdt for at undgå nedrykning:
"De andre hold i bunden af ligaen er blevet kraftigt bedre siden sidste sæson. Bare se et hold som Ribe-Esbjerg, der har brugt rigtig mange penge på nye spillere. Det betyder, at forskellen på bunden og de nederste midterhold er blevet meget større," siger Claus Lyngsøe.
Tønder har fået 4 point i sæsonens første otte kampe, og det rækker til næstsidstepladsen.
"Vores målsætning er at undgå nedrykning. Så i første omgang skal vi undgå sidste pladsen og den direkte nedrykning."