“Det har været 25 gode år”
Dorthe og Jørgen Huusmann fra Haderslev Isenkram på Gravene 16 fejrer 25 års jubilæum med fest og farver
Det kan være svært at gå målrettet efter den opvaskebalje, man egentligt var kommet for at købe, når man bevæger sig igennem Haderslev Isenkram på Gravene 16. Sortimentet er bredt og priserne er generelt lavere, end hos konkurrenten, så fristelserne er mangfoldige.
Og så er der hyggeligt, høj service og altid tid til en snak, når man handler hos isenkrammerparret, Dorthe og Jørgen Huusmann, der i disse dage fejrer 25 års jubilæum.
“Det har været 25 rigtig gode år, men jeg håber ikke, at det bliver til 25 mere. Det kan Dorthe og jeg nok ikke holde til,” siger isenkrammer Jørgen Hussmann.
Haderslev Isenkram er del af en isenkrammerkæde, bestående af butikker, som samarbejder tæt på områder såsom indkøb, markedsføring og andet, som gør, at den kan opnå stordriftsfordele.
“Vi kan stort set matche netpriserne, hvilket er vigtigt for at overleve i dag, for ellers bliver du bare en udstillingsbutik. Men det er ikke kun priserne - kunderne fortæller, at de gerne handler her, fordi det er os - og vore ansatte selvfølgelig - og det er jo et dejligt skulderklap at få.”
Selvom parret omtaler forretningen, der igennem årene er gået fra at være på 250 til 600 kvadratmeter, som deres fjerde barn, så lægger de ikke skjul på, at der lægges mange timer i livsværket.
“Sådan er det at være selvstændig. Ens arbejdsuge er langt over de 37 timer, men til gengæld har man også en enorm frihed, når man er sin egen herre,” siger Jørgen Huusmann, der er ene mand blandt lutter kvinder i butikken.
“Det kan godt være, at jeg har nogle idéer til hvordan jeg synes vi skal gøre her i butikken, men det er sjældent at jeg får lov til at bestemme. Det er Dorthe, der er chefen,” siger han med et glimt i øjet.
Dorthe og Jørgen Huusmann er taknemlig for, at de stortrives med at være partnere både privat og i arbejdslivet. Parret mødte hinanden tilbage i 80erne, da Jørgen var ansat hos isenkrammer Brinken og Dorthe i Favør på Nørregade.