Fortsæt til indhold

Personlig afklaring rykker

Kristine Füstling fra Herfølge har gennem et samarbejde mellem Køge Kommunes Ungecenter og Kursuscenteret på Køge Handelsskole fået afklaret sine dansk- og matematikfærdigheder. Nu kan hun komme videre i uddannelsessystemet i en alder af 25 år

Arkiv
Arkiv

Der kan være mange årsager til, at unge mennesker bliver hægtet af og sidder fast uden at komme i uddannelse og få fod ind på arbejdsmarkedet. Et nyt samarbejde mellem Køge Kommunes Ungecenter og Kursuscentret på Køge Handelsskole sætter fokus på gruppen af unge under 30 år, som har brug for at få afklaret deres evner indenfor dansk og matematik – eller som helt basalt ikke har papir på en afsluttet og bestået afgangseksamen fra folkeskolen.
For Kristine Füstling betød meget sygdom i slutningen af folkeskolen i Tårnby, hvor hun oprindeligt kommer fra, store huller i indlæringen, og hun kom ikke godt ud af folkeskolen:
"Jeg har i alle de år, der er gået troet, at der var noget galt med mig – at jeg var dum - slet og ret. Men det var slet ikke tilfældet," fortæller Kristine Füstling, som netop har bestået højeste trinprøve i dansk læsning og matematik efter kun seks uger på skolebænken på Køge Handelsskole.
"Min mentor i Køge Kommunes Ungecenter fortalte mig i foråret om muligheden for at få afklaret hvordan jeg stod i dansk og matematik med henblik på at få mig videre i en ungdomsuddannelse. I august kom jeg ud på Køge Handelsskole for at gå på intensiv dansk og matematikforløb med andre unge, som ligesom mig har brug for dansk og matematik for at komme videre. Vi har været en meget blandet gruppe, men trods vores forskelligheder, har vi støttet hinanden gennem hele forløbet”, siger Kristine Füstling.
”Meget hurtigt oplevede jeg, at jeg var god til det her: Det var en øjenåbner at opleve, at jeg var god til dansk og ligefrem havde flair for matematik: Faktisk så god at jeg snart kunne lære fra mig og hjælpe mine holdkammerater med matematikken! Min lærer mener ligefrem jeg burde blive matematiklærer," griner hun.
"Det tror jeg dog ikke lige, men det har været en stor oplevelse at vende helt rundt på sin selvopfattelse - at opleve at kunne evne det - og at få styr på eksamensbeviset har været godt: Nu er der åbnet op for at komme videre i uddannelsessystemet. Det har været rigtigt rart at komme på Køge Handelsskole – her er lyst og venligt, gode lærere og søde mennesker omkring os fx Mette Koch, som koordinerer forløb inden for forberedende voksenundervisning (FVU) og ordblindeundervisning for voksne på Køge Handelsskole. Det har været supernemt at vende tilbage til skolebænken. Det havde jeg slet ikke forventet,” siger Kristine Füstling.

God start

”Ungecentret er Køge Kommunes jobcenter for alle unge under 30 år, som ikke har en kompetencegivende uddannelse. Vores opgave er, at hjælpe de unge til at få deres kompetencer i dansk og matematik på plads, så de kan komme videre ind i uddannelsessystemet. Vi lægger i samarbejdet med Kursuscentret på Køge Handelsskole vægt på undervisernes nærværende tilgang til de unge og de relativt små holdstørrelser, som giver de unge betydeligt bedre indlæringsmuligheder, da de ofte har særlige udfordringer med store og mere ustrukturerede hold og forløb,” siger Flemming Udbjørg, centerchef i Køge Kommunes Ungecenter.
"Dette uddannelsesforløb er henvendt til unge mennesker, der er sårbare eller har hængt i systemet. Det er opløftede at se, at de her blomstrer op og oplever succes. Det gør dem motiveret for at komme videre med uddannelse. Samarbejdet med Køge Kommune tog fart primo august og der er nu to forløb, der kører,” siger centerchef Allan Corfitsen fra Kursuscentret på Køge Handelsskole.
”Forløbet består af FVU læsning og matematik, 60 lektioner i hvert fag i seks uger. Der er trintest i syvende uge. Bestået er forløbet adgangsgivende til erhvervsuddannelserne. Vi har vi nu haft de første kursister op til trinprøve. To af dem bestod højeste niveau i matematik og læsning, og de er nu klar til at komme ind på SOSU Sjælland og VUC 10. klasse, da de har fået papir på deres eksamen,” siger Allan Corfitsen.mart