Pas på ’sigøjner-håndværkere’
Man skal ikke lade sig friste, hvis et par håndværkere ringer på døren uden aftale. Lokalpolitiet i Fredericia fik torsdag anmeldelse om et mistænkeligt forhold i Fuglekvarteret.
To engelsktalende personer i en polsk varebil kørte forbi et hus, hvor skorstenen var lidt i stykker. De to personer tilbød den kvindelige beboer at få det fikset - og hun sagde ja tak. En bekendt kom dog forbi, hvorefter håndværkerne blev bedt om at forsvinde.
“Det vil vi godt advare mod. Sigøjner-håndværkere skal man ikke sige ja tak til. Punkt et er det generelt noget lort, de laver. Punkt to får man som regel en masse bøvl, for prisen plejer at stige fra man har sagt ja, til man skal betale,” lyder det fra kriminalassistent Lars Lindholm, Lokalpolitiet i Fredericia.