Fortsæt til indhold

Vinbonden leverer vin til ’Landmad’

Arkiv
Lars Saugbjerg

Vinbonden Kim Madsen fra Fredericia har fået foden inden for hos 'Landmad'.
“Jeg skal levere vin til deres butikker, og får dermed mulighed for at komme endnu bredere ud med mine produkter,” fortæller Kim Madsen, der driver to lokale vingårde.
Hos Landmad samler man forskellige produkter fra små og mellemstore producenter. Det er kort fortalt en central 'gårdbutik', hvor sortimentet er bredere end hos den enkelte gårdejer - og så skal du kun køre ét sted hen. 'Landmad-konceptet' er en franchisevirksomhed med 10 butikker landet over. Målet er at blive en landsdækkende kæde med 50 butikker inden 2020.
Kim Madsen laver 11 forskellige produkter på sine vingårde.
“Jeg leverer udvalgte produkter til Landmad. De dyreste rødvine har jeg valgt fra,” siger Kim Madsen, der smilende tilføjer, at han har et stort ønske:
“At jeg ikke kan levere nok. Det ville jo være ensbetydende med, at kunderne kan lide vinene.”